(Værelse i Enken Phrynes Hus).
(Phryne, koket, med Blomster i Haaret, kommer med Eugenius (Fulvia).
Phryne.
(sledsk).
Kom! kom! Her er Du sikker. Hvil Dig paa disse bløde Hynder. — Du er dog vel ikke bange for at være ene med en ung Kvinde! Ønsker Du Vin til at styrke Dig paa, skal jeg selv række Dig et Bæger af den bedste, jeg har, og slynge Blomster derom, for at vise Dig, at Du er mig velkommen!
Fulvia.
(sky).
Nej Tak! Jeg trænger kun til at fatte mig lidt.
Phryne.
De har jo næsten skræmt Livet af Dig!
Fulvia.
Paa Livet ligger der mig ingen Magt! Det var kun min Afsky for den frække Hobs Lystighed, som jog mig herind.
Phryne.
Ja, i Dag er det ikke godt for Folk af din Tro og i den Dragt, Du bærer, at færdes paa Gader og Stræder. Næst Bacchosfesten og Saturnalierne, er denne for Eros den galeste i hele Aaret. — Havde jeg blot vidst, at det var Dig, der bankede paa, saa havde jeg ikke nølet med at lukke Dig ind; — men en ung Enke maa jo vogte vel paa sit gode Rygte, allermest i Dag, da enhver Mand, som lukkes ind af en Kvinde, tør give hende et Kys.
Fulvia.
(urolig).
Jeg skal ikke misbruge din Godhed. Lad mig heller strax gaa.
Phryne.
Nej, nej! Du er altfor bly. Tænk dog ikke paa at forlade mig saaledes. Jeg har givet mine Slavinder Befaling til at stænge Døren dernede, og her vover Ingen at forstyrre os. Men saa sæt Dig dog! sæt Dig! og lad mig tage Plads ved dine Fødder; jeg har Meget at tale med Dig om.
Fulvia.
(studsende).
Du?
Phryne.
Ja! see kun rigtig paa mig; kjender Du mig ikke? Hvorfor anstiller Du Dig saa fremmed?
Fulvia.
Jeg har oplevet saa meget, at jeg næsten har tabt Evnen til at skjælne Drøm fra Virkelighed.
Phryne.
I Folk af den nye Tro tage ogsaa Livet altfor tungt!
Fulvia.
Hvis Du havde prøvet megen Modgang, vilde Du forstaa det.
Phryne.
Modgang? — Veed Du ikke, at jeg er Enke for anden Gang? Det er jo neppe et halvt Aar siden, at Du selv beredte min sidste Mand til Døden. — See Dig om: det var her, netop i dette Hus. Har Du glemt det? Han var af samme Tro som Du, men en fejg Stakkel. Frygten for Forfølgelse bragte ham til at fornægte sin Tro; selv for mig skjulte han den, lige til han laa paa sit Yderste.
Fulvia.
(besindende sig).
Det var altsaa Dig, som, da jeg stod her udenfor i Samtale med nogle Trosfæller, kom hen til mig og bad mig træde herind til den Syge?
Phryne.
Ja! — og som sad ligesom nu ved dine Fødder, da Du indgjød ham Mod til at dø! — Han var gammel — Naturen krævede sin Ret!
Fulvia.
(farer op).
Jesus! Jeg mindes det! — Han mistænkte Dig —
Phryne.
(afbrydende).
For at have fremskyndt hans Død ved Gift — Ja, men Du tror dog vel ikke derpaa? — Det var jo i Vildelse, han talede — naturligvis.
Fulvia.
(sky).
Og nu smykker Du Dig med Blomster og farver din Kind med Sminke!
Phryne.
(leende).
Ja, hvorfor skulde jeg ikke smykke mig? Jeg er jo ung endnu, og paa Bejlere har det ikke manglet mig. — Men jeg vil betro Dig en Hemmelighed, hvis Du ikke alt har gjættet den: Det er Dig, jeg har ventet paa!
Fulvia.
(overvældet af Forvirring).
Mig?
Phryne.
Ja, stir dog ikke saa forbavset paa mig. Fra den Stund, jeg første Gang saae Dig, har jeg længtes efter Dig og søgt Dig — søgt Dig overalt her i Staden, men forgjæves —
Fulvia.
Du bedrager Dig selv, eller det er Afsind. Jeg maa bort herfra, strax!
Phryne.
Nej! Bliv! jeg slipper Dig ikke! Du er ung som jeg og af Kjød og Blod som jeg. Den Ild, der luer i dine Øjne, forraader, at Du er i Stand til at elske. Ved Eros! ja, Du bliver rød, og din Forvirring taler et andet Sprog end dine Ord!
Fulvia.
(stødende hende med Afsky fra sig).
Vig fra mig, Bolerske! Rør mig ikke! Heller vil jeg ty til en Giftslanges Hule end tøve her hos Dig!
Phryne.
(med vild Forbitrelse).
Værre end en Giftslange! Det skal Du faa at mærke. Veed Du hvad en forsmaaet Kvinde er i Stand til?
Fulvia.
Er Du rasende? Hvad vil Du gjøre mig?
Phryne.
Det skal jeg vise Dig!
(iler hen til Døren, river den op og raaber:)
Til Hjælp! Til Hjælp!
(Flere Slaver og Slavinder af hendes Husstand træde ilsomt ind).
Phryne.
Grib ham! — Denne Formastelige har villet krænke mig her i mit eget Hus. Selv vil jeg anklage ham for Dommeren. Afsted med ham! I skal vidne, at jeg, den svage Kvinde, har maattet kalde Eder til Hjælp mod hans Frækhed.
Slaverne.
(der have grebet fat i Fulvia).
Ja! ja! Det skal vi!
Fulvia.
(idet de føre hende ud).
Gud tilgive Dig, Du veed ikke hvad Du gjør!
(Alle gaa).