(Forstad ved Alexandria. Til Højre i Mellemgrunden et Hus, til hvis lukkede Indgang, som dækkes af et Bislag, nogle Trin føre op. Til Venstre, hen imod Baggrunden, et simpelt Herberge).
(Paa en Bænk ved dette sees Fulvia, klædt som Broder Eugenius, siddende alene, halvt skjult bag en fremspringende Pille, med Hovede t foroverbøjet, hvilende paa Armene, som hun støtter paa et foranstaaende Bord).
(Et Tog af blomstersmykkede Ynglinger og Piger kommer fra Venstre og drager syngende og dandsende over Skuepladsen).
Forsangeren.
Hil Dig, o Eros, Dig priser vor Sang!
Choret.
Priser vor Sang!
Forsangeren.
Mindste blandt Guder, dog ypperst i Rang!
Choret.
Ypperst i Rang.
Paa Olympen er ikke din Lige!
Forsangeren.
Hil Dig bevingede, herlige Gud!
Choret.
Herlige Gud!
Forsangeren.
Alt hvad der aander maa lystre dit Bud.
Choret.
Lystre dit Bud.
Selv til Tartaros naa dine Pile!
Forsangeren.
Skjøn er en Rus i den fyrige Vin.
Choret.
Fyrige Vin.
Forsangeren.
Tusindfold, Eros, dog skjønnere din!
Choret.
Skjønnere din!
Det er dejligt at leve og elske!
Forsangeren.
Stemmer i! stemmer i! lad os juble i Chor:
Det er dejligt at leve og elske paa Jord!
Choret.
Det er dejligt at leve og elske paa Jord!
(Idet Toget under fortsat Sang og Dands fjerner sig til Højre, komme Malchus, Josephus, Lucas og flere Klosterbrødre, tilligemed Narkissos og Hyazinthos fra den modsatte Side).
Malchus.
Saa sagte! sagte! Lad os give Tid,
til de er borte. — Jeg har ikke Lyst,
saa tyk, jeg er, at blive reven med
i Dandsen af de kaade Hedningtøse,
— og I vel heller ikke —
Lucas.
Himlen fri os!
Hvem tænker nu paa Sligt!
Jopsephus.
Her er jo Stedet
hvor han har sat os Stævne!
Malchus.
Stille! — Tys!
Han er alt kommen. — See, der sidder han,
og tager sig fornuftigvis en Lur!
Naa, Herre Gud! Han kan nok være træt;
han har vel tilbragt Natten med at vaage
og bede hos en stakkels syndig Sjæl;
thi andet Ærind, kan jeg ikke tro,
har drevet ham herind.
Lucas.
Jeg ikke heller;
han plejer ellers aldrig nogen Nat
at være borte fra vort stille Kloster.
Malchus.
Men dette Stævne, som han nu har sat os,
hvad skal det sige?
Jopsephus.
Tys! han rører sig
og taler med sig selv som halvt i Drømme.
Malchus.
Bedst at vi vække ham; — jeg vil mig rømme.
(rømrner sig).
Fulvia.
(som, idet hun bemærker dem, springer op fra sit Sæde og iler hen mod dem).
O, Gud ske Tak, at endelig I kom!
Jeg veed ej selv, hvorlænge jeg har siddet
i denne Afkrog her og ventet Eder.
Lucas.
Hvad er der sket? Har Noget skrækket Dig?
Meer end sædvanligt synes Du bevæget.
Fulvia.
(søgende at beherske sig).
Spørg ikke, Brødre, hvad der er mig hændet
i denne Nat. — Jeg har kun lidt at sige,
kun et Par Ord — Jeg stævned Eder hid
at søge mig ved Stadens Udkant, her
ved dette Herberg — for at tage Afsked
med Eder Alle!
Hyazinthos.
(hurtig).
Ja, med disse her —
men ej med os; — vi dele Skjæbne sammen,
ej sandt?
Jopsephus.
(bønlig).
Hvis det er saa, da tag mig med!
Selv har Du, fromme Fader, givet mig
min Frihed.
Fulvia.
(adspredt).
Dunkelt jeg det mindes —
Du bad mig selv derom?
Josephus.
Det var i Gaar,
før Du forlod os.
Fulvia.
(med et tungt Suk).
Ja, i Gaar — i Gaar,
men denne ene Nat har dynget Aar
paa min Erindring!
Malchus.
(afsides).
Han er fra Forstanden!
Lucas.
(slaaende Hænderne sammen).
Du vil forlade os? Du, vor Abbed?
Umuligt!
Fulvia.
(fast).
I maa vælge Jer en Anden!
Malchus.
(afsides).
Jeg sagde nok: det kunde ikke gaa.
Han var for ung og mangled Ben i Panden.
— Hvo veed, hvem Valget nu kan falde paa!
Narkissos.
(til Fulvia).
Du følger altsaa os?
Fulvia.
Nej! Rejs med Gud
jeg bliver her —
Lucas.
I Staden? midt i Vrimlen?
Har Verden Dig bedaaret med sin Lyst?
Fulvia.
(heftig).
Nej, den har dynget Bjerge paa mit Bryst
og knyttet mig end fastere til Himlen!
Lucas.
(bønlig).
Kom! vend tilbage med os — hør vor Bøn!
Fulvia.
(vendende sig bort).
Jeg kan det ej! — Jeg høster nu min Løn —
— jeg er ej den, I trori — Vælg Jer en Anden!
Malchus.
(afsides).
Hvem er han da? — Er han besat af Fanden?
Hvad gaar der af ham?
Fulvia.
Spild ej Eders Ord!
Mit Valg staar fast: Jeg gaar som Enebo’r
i Ørknen ud; der findes vel en Hule
et eller andet Sted, som kan mig skjule
for Dagens Lys —
Hyazinthos.
Hvor Du er, vil vi være!
Fulvia.
(bevæget, men bestemt).
Nej I Korset skal I ud i Verderl bære!
Følg Eders Kald! Velsignet være I!
— Og Dig, Josephus, staa Guds Engle b i!
Gaa med de To. — Mig maa I helst forglemme!
Narkissos.
Nej, nej! — Dit Minde vil vi evigt gjemme!
Fulvia.
Saa mind mig da som En, der alt er død!
Hyazinthos.
Din Kind benægter det; den blusser rød,
og der er Kraft og Ungdom i din Stemme!
Fulvia.
(idet hun fortvivlet vender sig bort).
Ja, det er Kvalen just, at jeg er ung,
at Livets Uro banker i mit Hjerte!
Alene maa jeg kjæmpe med min Smerte —
— gjør mig ej Afskedsstunden mere tung!
Narkissos.
(dæmpet, idet han bøjer sig hen imod hende).
Hvad er der sket? O løs os denne Gaade,
hvisk den i Øret lønligt paa os To!
Fulvia.
(fortvivlet).
Hvor kan til Mennesker jeg det forraade,
hvad neppe Himlen selv jeg tør betro!
— Endnu en Gang, Farvel! — det er mit sidste!
Hyazinthos.
Saa skal vi aldrig sees i Livet meer?
Fulvia.
Det veed kun Han, som raader for hvad sker,
— som samler os, naar alle Grave bristel
(Hun vender sig bort fra dem og bedækker sit Ansigt med sine Hænder. Tvillingbrødrene og Josephus tage Afsked med Klosterbrødrene, hvoraf nogle ledsage dem ud til Højre, medens Malchus og nogle af de andre, som nøjes med at vinke Farvel til de Bortdragende, blive tilbage og stikke Hovederne sammen i ivrig Samtale).
(En forvirret Støj, blandet med Sang og Latter, børes nærmere og nærmere udenfor Skuepladsen).
Lucas.
See saa! der har vi alt den anden Flok —
hør, hvor de støje!
Malchus.
Ja — Ungdommen raser!
Lucas.
Afsted herfra! Jeg har alt faaet nok!
Malchus.
Ja vist! nu gjælder det at smøre Haser!
(Iler ud til Højre med de Andre, undtagen Fulvia, som bliver staaende fortabt i Grublen, indtil Larmen er kommen saa nær, at hun skræmmes op, men kun faar Tid til at ile ben til den modsatte Side).
(En ny Flok af unge Kvinder med flagrende Haar og af et vildere Udseende end de første, kommer, fulgt af en Flok skjæggede Mænd, jagende i baccbantisk Jubel ind fra Venstre).
Chor af Mændene.
Skjønne Mænader med udslagne Haar!
Stands dog, o stands dog, og lad Eder fange!
Chor af Kvinderne.
Fang os! ja fang os, i Fald I formaar!
Skjæggede Fauner, vi er ikke bange.
Chor af Mændene.
Livet er kort; lad os gribe dets Lyst!
Kom lad os favnes og kysses og dandse!
Chor af Kvinderne.
Snart skal vi lande paa Skyggernes Kyst;
Tiden har Vinger — vi kan den ej standse!
Chor af Mændene.
Hjælp os, o hjælp os at holde den fast!
Skjænk os den Fryd, som en Kvindefavn rummer!
Chor af Kvinderne.
Ja lad os favnes; thi Livet har Hast!
Vinen maa nydes, imedens den skummer!
(Fulvia, som under det Foregaaende er flygtet hen til Huset, der ligger til Højre, og har trykket sig tæt op til dets Indgang, bliver opdaget af dem).
En Mand af Flokken
(idet han med vilde Fagter nærmer sig hende).
Ha! ha! ha! See der: hvad er det for en Fugl?
Ved Eros og Bacchos: En Ugle! en Ugle!
Er Du bange for os! Kom frem af dit Skjul!
Vi er Verdens lystigste Fugle.
Tør Du vise dit Ansigt i Solens Glands?
Er maaske Du en Kristen eller en Jøde?
I hvem Du saa er: Du skal med i vor Dands
eller stenes paa Stedet til Døde!
Fulvia.
(bankende paa Døren).
Frels mig derinde! Frels mig! luk mig ind!
(Idet Nogle af Mængden søge at gribe fat i Fulvia, forsvinder hun gjennem Døren, som hurtig lukkes bag hende).
Manden af Flokken.
Ha! ha! ha! han forsvandt som en Snegl i sit Hus.
Hvad saa meer! hvad saa meer! lad os nyde vor Rus,
til vi stige derned, hvor der lyser ej Sol,
for at tilkaste Charon vor sidste Obol!
(De tumle støjende og jublende ud).