(Tempelplads i Alexandria. Til Venstre i Mellemgrunden Athenes Tempel, mellem hvis Søjler Fulvias Marmorbillede i naturlig Størrelse sees staaende paa et Alter, belyst af Maanen, der af og til formørkes af Drivskyer. En bred Marmortrappe fører op dertil).
Fulvia.
(klædt som Broder Eugenius, kommer spejdende til alle Sider. Skuepladsen formørkes).
Det gjælder Livet! — Hvis man traf mig her,
man vilde sønderrive mig paa Stedet.
— Men nej! her lurer Ingen. — Jeg er ene —
hvorfor da skjælve? Alt er stille nu
i denne Del af Staden; disse Templer,
med deres Hedningguder, trænge ej
til at bevogtes. Overtroens Rædsel
staar her paa Vagt. Mig skal den ikke skræmme.
Jeg er jo ingen Tyv, vil Ingen myrde,
kun sønderslaa mit eget Marmorbilled
med denne Hammer. — Skjul Dig, lyse Maane,
indhyl Dig i dit Slør! — Jeg kjender Vejen!
(Idet bun sætter Foden paa Tempeltrappen, træder Maanen frem og kaster sit fulde Lys paa Billedstøtten).
O, alle Himlens Engle, staa mig bi!
Der er mit Billed! — Ja det er mig selv,
men skjønnere — forherliget — forklaret —
et Mesterværk af Kunst — min Sjæl i Sten!
Jeg selv af Kjød og Blod er kun dets Skygge.
— Vel maa jeg rødme i min Kuttes Skjul:
jeg Larve til saa skjøn en Sommerfugl!
Det er, som Marmorpsychen der sig skammer
ved Siden af den Orm, hvorfra den stammer,
og smiler haant ad Ofret, jeg har bragt!
— Vee mig! jeg føler Kvindehjertet banke:
— et Gjenfærd af mig selv, i denne Dragt —
jeg gribes af en syndig Hedningtanke
ved dette Syn — ved denne Skjønhedspragt
i disse Templer — disse Søjler ranke!
Kom mig til Hjælp, o Himmel! gjør mig stærk!
Er denne Herlighed kun Djævlens Værk?
Hvi har, o Gud, saa skjøn Du Verden dannet,
naar Skjønhedsglæden er af Dig forbandet!
— Naturen sig fornyer Vaar paa Vaar,
og Nattens Stjerner højt paa Himlen funkle,
som de har funklet gjennem tusind Aar —
skal Dødens Skygge nu det Alt fordunkle?
Er Alt, hvad Hellas høje Aand har skabt,
kun Tant og Blændværk? Skal det Alt gaa tabt?
— Er der paa Jorden Intet meer tilbage
for dem, som tro paa Dig, end at forsage?
— Forsage! ja det er det strenge Bud!
Styrk mig i Kampen! styrk mig store Gud! —
Men tys: jeg hører Skridt! der kommer Nogen!
— En Mand! jeg kjender denne Skikkelse:
Ha, Aqvilinus! Himmel, det er ham —
ham, som jeg sidst i Verden vilde møde!
(Hun skjuler sig hurtigt bag en Søjle ved et af de Templer, der staa paa den modsatte Side af Athenetemplet).
(Aqvilinus, indhyllet i sin Toga, kommer fra Højre. Efter at have kastet et Blik omkring sig, for at overtyde sig om, at han er ene, standser han foran Tempeltrappen, der fører op til Fulvias Billedstøtte, og staar et Øjeblik med korslagte Arme fortabt i Beskuelsen deraf).
Aqvilinus.
Du tavse Nat, alene her for Dig
forraader jeg min Sorg. — Vær Du mit Vidne:
Hun var den Eneste, jeg havde kjær!
(stiger op ad Trappen og slaar sine Arme om Billedstøtten).
Paa Marmorlæben maa et Kys jeg trykke!
(idet han, efter at have kys set Billedets Mund, stiger ned og ved Foden af Trappen endnu en Gang vender sig om mod det).
Og saa Farvel igjen, min døde Lykke!
(gaar).
Fulvia.
(træder frem fra sit Skjul).
O, jeg forgaar af Skræk! Hvad har jeg seet!
Hvad har jeg hørt! Han dristed sig at kysse
mit Billed — ja, han elsker mig endnu!
Held mig, at jeg stod skjult bag Søjlens Mørke. —
Hvi blev, mit Billed, ej Du rød som Blod!
Selv blusser jeg fra Isse og til Fod —
men denne Afgud skal ej meer han dyrke!
— Nu er det Tid! ja, ja! nu skal det skee.
(stiger med opløftet Hammer op til Billedstøtten).
Jeg lukker Øjnene for ej at see —
Styr, Du, o Gud, min Arm! — Fald tung, min Hammer!
— Det er mit eget Hjerte, Slaget rammer!
(Idet hun vil slaa til, slipper hun forvirret Hammeren, kaster sig om Billedstøttens Hals og trykker et Kys paa dens Mund. Forfærdet over sin egen Dristighed og bedækkende sit Ansigt med sine Hænder, stiger hun hurtig ned).
Jeg er fortabt! Hvor skjuler jeg min Skam!
Vee mig, Usalige, — jeg elsker ham!
(Tæppet falder.)