(Plads i Alexandria. Samme Dekoration som i første Akts første Scene).
(Servius, festlig klædt med en Lavrbærkrands om Hovedet, kommer i Samtale med de to Avgurer. Følget, som ledsager ham, holder sig ærbødig tilbage).
Servius.
Ja, det maa jeg tilstaa: Den gode Lysias har skilt sig som en sand Mester ved dette Billede. Det er min Fulvia op ad Dage, aldeles, som hun gik og stod!
Første Avgur.
Aldeles! Aldeles!
Servius.
Jo mere jeg betragter det, jo mere forekommer det mig, som om hun er lyslevende.
Anden Avgur.
Hun er jo heller ikke død, men optaget i Elysium blandt Guderne!
Første Avgur.
Stjernen, som de har tændt til Minde om dette deres hellige Ran, vidner det!
Servius.
Ja, ikke sandt? Jeg var jo selv den Første, som begreb det Hele. Alle tvivlede de og rystede paa Hovedet, da jeg sagde: Guderne har røvet hende! Lysias og I var de Eneste, som gav mig Medhold.
Anden Avgur.
Ja, vi stod paa din Side, ubetinget!
Servius.
Men husker I, hvordan vor Prokonsul tog det? Han kaldte min Forklaring for Afsind og foer op, som om han var besat, da jeg erklærede ham, at jeg var saa vis i min Sag, at jeg ikke længer agtede at søge hende her paa Jorden? Først, da jeg bragte Orakelsvaret hjem fra Delphi, fik jeg stoppet Munden paa ham.
Første Avgur.
Ja, hvem kan nu tvivle længer!
Anden Avgur.
Men denne Dag har dog sat Kronen paa din Lykke, ædle Servius: At see din Datters Billedstøtte rejst paa et indviet Alter ved Athenetemplets Indgang — sandelig! en slig Ære er kun falden i faa Dødeliges Lod!
Første Avgur.
I Trængslen nys, da Billedet blev afsløret, og Alles øjne hvilede paa det og paa Dig, som indtog Hæderspladsen, var det os umuligt at naa hen til Dig for at lykønske Dig og trykke dine Hænder. Tillad os nu at indhente det Forsømte.
Servius.
(med naadig Mine, idet han rækker en Haand til hver af dem).
Jeg takker Eder! Jeg takker Eder!
Anden Avgur.
Du er jo nu paa en Maade i Slægtskab med de udødelige Guder.
Servius.
(brystende sig).
Paa en Maade! — Ja, ganske vist. Jeg er kommen dem betydeligt nærmere, betydeligt!
Første Avgur.
Dit Udseende vidner derom: Du er ligesom bleven yngre efter denne Begivenhed.
Servius.
Synes I? Hm! — ja, jeg tror det selv. Der er ligesom blæst nyt Liv i mig — (griber sig til Benet) Av!
Anden Avgur.
Du ømmer Dig?
Servius.
Aa, det er kun Benene — Benene, som er blevne lidt svage. Denne Rejse til Delphi har været noget anstrengende. Jeg besteg, som I jo veed, Parnassos og begav mig muttersene, efter først at have taget mig en Dukkert i Hippokrene, op til Pythias Hule, for at høre Svaret af hendes egen Mund. Jeg maatte jo gjøre Alt, hvad der stod i min Magt for at skaffe Lys i Sagen.
Første Avgur.
Ja vist! ja vist!
Servius.
Hun var mit eneste Barn, Arving til al min Rigdom. — Det var et haardt Stød at miste hende — saa pludselig, uden al Forberedelse.
Anden Avgur.
Tal ikke saaledes, Du Misundelsesværdige!
Første Avgur.
Guderne vil forlænge dit Liv til Belønning, fordi de har taget hende fra Dig!
Servius.
(med et andægtigt Blik mod oven).
Vi vil haabe detl Vi vil haabe det!
Anden Avgur.
Vær aldeles vis derpaa, ædle Servius! Men glem blot ikke, at det nu er dem, som skal tage Arv efter Dig, naar Du en Gang — gid det ske sent! — forlader Jorden.
Servius.
Ja derpaa kan vi jo altid tænke. Den Tid den Sorg!
Første Avgur.
Nej! nej! Saaledes bør Du ikke slaa det hen. Det faar jo Udseende af, at Du betænker Dig paa at yde Guderne frivillig et Offer, som Du skylder dem, og som jo dog er mindre, end det, Du allerede har bragt dem. I dit Sted vilde jeg endnu i Dag aflægge Løftet om, at Alt, hvad jeg ejede og havde, skulde være deres.
Servius.
(betænkelig).
Det vil sige: testamenteres til Templerne. —
Anden Avgur.
Naturligvis!
Første Avgur.
Dit Navn vil da blive indhugget med gyldne Bogstaver i de hellige Mure. Tænk Dig, naar Du selv kaster dit Blik derpaa og læser: »Servius, den Gavmilde, Faderen til den vise Fulvia, som i levende Live blev optaget i det himmelske Elysium, skjænkede Guderne Alt: først sit eneste Barn, dernæst sin hele Rigdom.«
Servius.
Men jeg vil dog helst selv raade over den, indtil jeg døer.
Anden Avgur.
Forstaar sig! Det er kun Løftet, som Du i Dag bør afgive. Du vil endnu leve længe.
Servius.
Naar jeg en Gang gaar bort, skal der sættes et prægtigt Monument over mig, og den samme Indskrift, som I nylig nævnede, skal staa at læse derpaa, kort og fyndigt, med gyldne Bogstaver.
Første Avgur.
Ethvert af dine Ønsker skal være os helligt. Vi vil, om Du synes saa, strax følge med Dig for uden Tøven at bringe denne Sag i Orden.
Servius.
Lad gaa! Men saa længe jeg lever, vil jeg selv raade over, hvad der er Mit. Guderne maa finde sig i at vente saa længe.
Anden Avgur.
Ja vist, ja vist! De vil til Tak forlænge dit Liv!
(Servius, Avgurerne og Følget gaar bort til Højre).
(Aqvilinus kommer fra den modsatte Side i Samtale med Lysias. Følget, som ledsager Prokonsulen, trækker sig tilbage, da han standser).
Aqvilinus.
Nej, Lysias; Du slipper ej saa let —
vi To maa ikke misforstaa hinanden.
— Hør mig: Jeg tilstaar Dig, det var med Forsæt,
jeg fulgte Dig, da nys Du vendte Ryggen
til Trængslen om dit mesterlige Billed.
Din Stolthed slog mig; — jeg forstod saa godt:
Du havde faaet nok af Mængdens Hyldest.
— Forsmaar Du ogsaa min? Var det maaske
just den, Du vilde undgaa, da Du søgte
saa ilsomt bort, at jeg fik neppe Tid
at standse Dig og komme Dig i Tale?
Svar mig oprigtig, hvorfor sky’r Du mig?
Lysias.
(undvigende).
Vi To har ej det samme Syn paa Livet.
Aqvilinus.
Nu vel! Du er en Græker, jeg en Romer,
det gjør jo alt en Forskjel. Du er Kunstner
og lever i din egen Billedverden,
jeg i den virkelige; — denne Forskjel
er vel saa stor som hin. Og begge To
har vi vor Stolthed, men til Trods for Alt,
som skiller os, vi agte dog hinanden. —
Og — ikke sandt? — da Folkesværmen trængte
nys om dit Billed, følte Du som jeg
— tilstaa det ærligt: — at det Bedste mangled
i denne Fest — Begejstringen og Troen?
Lysias.
Det overrasker mig, min høje Herre,
at høre Dig beklage denne Mangel;
man paastaar, at Du selv kun højst unødig
var med til denne Fest.
Aqvilinus.
Ja, højst unødig. —
Dog har dit Billed rørt mig, Lysias!
Lysias.
Som Kunstværk, ja! — Du var jo selv saa naadig
at ville kjøbe det til Prydelse
for dit Palads, men undte det ej Æren,
at blive stillet op i Folkets Paasyn
paa Tempelaltret. — Ingen meer end Du
har tvivlet om det Under, som er sket!
Aqvilinus.
Du tror derpaa?
Lysias.
Og derom kan Du spørge!
Selv om den delphiske Præstindes Svar
var gaaet os imod — jeg tvivled ej:
Orakelsvaret har jeg i mig selv!
Aqvilinus.
Dit Billed vidner, at Du taler Sandhed,
og Ingen kan beundre meer end jeg
den stumme Højhed, Du har lagt deri.
For Dig var Fulvia alt mens hun leved
— jeg mener, da hun færdedes iblandt os —
et Væsen af en højere Natur;
hvormeget mere maa hun være det
nu, da saa gaadefuldt hun er forsvunden!
Men sæt, vi finde dog den Tabtes Spor!
Sæt, at det viser sig, hun er i Live!
Hvad da? Hvorledes skal vi da forsvare
hvad her er sket i Dag?
Lysias.
(heftig).
Da maa Du flytte
fra Tempelaltret ned min Billedstøtte
og give den, i Fald Du vil, en Plads
i en af Krogene paa dit Palads!
Aqvilinus.
Jeg tager Dig paa Ordet, Lysias!
— For Dig er Fulvia nu kun en Mythe!
Lysias.
Ja søg Du kun i Støvet hendes Spor!
Selv om jeg kunde, vilde jeg ej drage
den skjønne Sjæl herned til denne Jord
fra Lysets Herlighed, hvori hun bor;
— jeg ønsker hende ikke meer tilbage.
Aqvilinus.
Jeg deler ej din lykkelige Tro
og kan ej finde Lys i denne Gaade.
Lysias.
Ja, der er Forskjel, seer Du, paa os To.
Vi tage Livet paa forskjellig Maade!
(De gaa).