(Retssal i Prokonsulens Palads. Til Højre en ophøjet Thronstol for Dommeren, ved Siden deraf nogle lavere Sæder).
(Gjennem Hovedindgangen i Salens Baggrund strømmer en broget Folkehob ind, i Spidsen for hvilken sees Enken Phryne, fulgt af Fulvia, der fastholdes af et Par Mænd. Fulvia har kastet Hætten over sit Hoved, saaledes at den til Dels skjuler hendes Ansigt. Nærved hende sees Broder Malchus, som kun modstræbende synes at være til Stede).
(Skrivere med Haandtavler komme og tage Plads ved Thronstolen).
(Aqvilinus, fulgt af Lictorer, træder ind fra en Sidegang og hestiger Dommersædet).
Aqvilinus.
Skjøndt det er Skik paa Aarets store Fester
og altsaa ogsaa paa en Dag, som denne,
at holde Døren lukt for Rettens Sal,
jeg har besluttet dog at aabne den;
thi Enkers og de Værgeløses Klager
gaar frem for Alt; og ikke skal det siges:
Retfærdigheden sover, naar de Svage
paakalde den. Jeg vil bevise her,
at den er vaagen! — Hvor er Klagerinden!
Hun træde frem! Jeg er beredt at høre!
(Phryne træder frem og kaster sig paa Knæ foran Dommersædet).
Aqvilinus.
Rejs Dig! Hvad er dit Navn?
Phryne.
(med paatagen Ydmyghed).
Jeg hedder Phryne.
Aqvilinus.
Og Du er Enke?
Phryne.
Ja, en sorgfuld Enke —
jeg lever ensomt i mit stille Hus
og stænger strengt min Dør for Mænds Besøg;
men denne Galilæ’r, som hist Du seer,
skreg højt om Hjælp som En, der var forfulgt,
og bad saa bønligt om et Tilflugtsted,
at jeg forbarmed mig og lod ham ind.
Men han bedrog mig, det var kun en List,
hvormed han vilde lokke mig i Fælden:
Det var min Kydskhed, som han vilde krænke,
og kun ved Skrig, som kaldte Folk til Hjælp,
jeg frelste mig fra Skjændslen, som mig trued.
Aqvilinus.
Og hvad beviser, at Du taler Sandhed?
Slaverne
(i Phrynes Tjeneste).
Vi kan bevidne det!
Mænd af Hoben.
Ja alle vi,
som greb ham!
En Stemme.
Han fortjener Døden!
En anden Stemme.
Til Baalet med ham!
En tredie Stemme.
Lad ham sønderrives
af vilde Dyr!
Flere Stemmer.
Ja, ja send ham til Circus,
vi har ej længe nydt en saadan Spas.
Aqvilinus.
(bydende).
Jeg fordrer Stilhed her! (til Lictoreme) Ud med det Pak,
som glemmer fræk for hvem og hvor det staar!
(Lictorerne drive Fredsforstyrrerne ud).
Aqvilinus.
Før Manden frem! Han skal ej dømmes uhørt.
(Fulvia, bedækkende sit Ansigt med Hænderne og nærved at segne, stødes frem for Dommersædet).
Aqvilinus.
Hvis ikke Dragten, som Du bærer, lyver,
er Du en Kristen?
Fulvia.
(sagte).
Ja!
Aqvilinus.
Nu vel, forsvar Dig!
Du tier — Har Du ej et Ord at sige
til mig, din Dommer?
Fulvia.
(sagte).
Nej!
Aqvilinus.
(strengt).
Vee Dig, Du Hykler!
Du Ulv i Faaredragt; tifold strafværdig,
hvis Du er skyldig i den frække Gjerning,
som her Du sigtes for; thi Eders Tro,
den, som I paastaa nu skal frelse Verden,
er en Forsagelsens og Sorgens Tro,
der sætter alle Sjæles Maal saa højt,
at Tanken svimler. — »Himmel eller Helved« —
det er jo Valget, som I give Andre;
— I kjende ingen Middelvej! — Nu vel!
Hvad har Du valgt? Er Du et Mørkets Barn,
en uren Aand, som, iklædt Kjød og Blod,
udfordrer Straffen alt paa Jorden her?
Fulvia.
(sagte, idet hun synes at opbyde al sin Kraft for at holde sig oprejst).
Jeg er uskyldig!
Aqvilinus.
Og dog dækker Du
dit Ansigt til — elendig, sønderknust —
et Billede af Skræk —
Fulvia.
Forbarm Dig, Himmel!
Hvad skal jeg svare —
(synker sammen foran Dommersædet).
Aqvilinus.
Er her Ingen,
som kjender ham?
En Lictor.
Her staar en Galilæ’r,
som nikked til ham, da han gik herind;
han veed Besked, hvis han vil ud med Sproget.
(Broder Malchus, som røber stor Befippelse, stødes frem i Salen).
Aqvilinus.
Tal uden frygt. — Du kjender denne Synder?
Malchus.
(tørrende Sveden af sin Pande).
Ja, Gud forlade mig min slemme Synd:
Jeg kjender ham. Et Aar er det nu siden,
han blev Abbed for samme Broderskab,
hvortil jeg hører.
Aqvilinus.
(studsende).
I saa ung en Alder —
Abbed? Besynderligt!
Malchus.
Ja, ikke sandt?
Han har endnu ej mere Spor af Skjæg,
end jeg paa Bagen af min Haand.
Aqvilinus.
(utaalmodig).
Bliv ved —
Hold Dig til Sagen!
Malchus.
Da den Gamle døde —
Aqvilinus.
(afbrydende).
Den Gamle? hvilken Gamle?
Malchus.
Ih, bevares:
Vor forrige Abbed, den gamle Mand,
som gik i Barndom. Det var ham, der valgte
ham her til Eftermand. Jeg sagde strax,
det kunde ikke gaa — Hvem denne var,
hvorfra han stammed, vidste Ingen af os.
Han kom, som han var falden ned fra Maanen,
men Lærdom havde han meer end vi Andre
og foregik os med et fromt Exempel,
ja, det ved Gud han gjorde — men han fasted
til Overmaal —
Aqvilinus.
Dit Omfang vidner:
Du tog det ej saa strengt — Men skynd Dig! skynd Dig!
Malchus.
Ja, for at fatte mig i Korthed, Herre:
I Nat forlod han os, og da vi mødtes
igjen i Morges, tog han Afsked med os
og teede sig, som han var bleven gal,
og det er netop det, jeg tror han er,
hvis ikke Fanden selv er faret i ham!
Aqvilinus.
(som under det Foregaaende har røbet stigende Spænding og Utaalmodighed).
Nok! nok! Jeg vil ej høre meer din Sladder!
(Til Lictorerne, idet han rejser sig og stiger ned fra Dommersædet).
Røm Salen her, og lad mig være ene
med denne Synder! Vent derudenfor,
indtil jeg kalder!
(De Tilstedeværende, med Undtagelse af Aqvilinus og Fulvia forlade Retssalen).
Aqvilinus.
(efter at have overtydet sig om, at Dørene ere lukkede).
Nu er vi alene.
Rejs Dig, Du Gaadefulde! Sig, hvem er Du?
Fulvia.
(løftende Hovedet).
En Kvinde —
Aqvilinus.
(i den højeste Bevægelse).
Fulvia!
Fulvia.
Ja, saadan hed jeg.
Aqvilinus.
(beherskende sig, med forstilt Kulde).
Umuligt! — Kun en rent tilfældig Lighed
imellem Dig og den, hvis Navn jeg nævned,
har skufifed mig, men kun et Øjeblik.
— Hvor kunde Fulvia, den rene Kvinde,
hvis sværmeriske Sjæl alt higed her
fra Jorden op mod Lysets Straalehav,
hun, som har vundet Plads blandt Himlens Stjerner,
— hvor kunde hun fornedre sig til Sligt!
Fulvia.
(knælende).
O hør mig! det var Længsel efter Lyset,
som drev mig bort fra Alt: Jeg søgte Gud!
Aqvilinus.
(strengt).
Som Mand Du levet har imellem Mænd —
— og hvor er Lavrbærkrandsen, som Du vandt,
da i Triumf de drog Dig hjem fra Templet?
— Nu er det Pøblen, som har slæbt Dig hid!
Fulvia.
For hvad jeg fejled, har jeg strengt gjort Bod,
men, tro mig, intet Slet har jeg forøvet!
Som jaget Dyr jeg ligger for din Fod —
dræb mig — men træd mig ej med Haan i Støvet!
Aqvilinus.
Jeg tror Dig ikkel Nej! — Hvor var Du henne
i denne Nat? Hvorfor forlod Du Klostret
paa slig en Tid? Du hørte selv jo nylig
hvad Vidnet sagde: »Først i Morges mødtes
Du med de Andre«. —
Fulvia.
Gjaldt det Livet kun,
da tav jeg! — Men jeg nødes til at tale —
nu vel, saa briste da det sidste Segl,
som lukker for min Mund! — Hvor var Du selv
i denne Nat, Prokonsul Aqvilinus?
Aqvilinus.
(forvirret).
Hvad skal det sige? hvilket sælsomt Spørgsmaal!
Fulvia.
Var det et Stævnemøde, som Du havde
med Marmorstøtten, som skal forestille
den døde Fulvia? — Hvi kyssed Du
dens kolde Mund? — Den levende, som ligger
i Støvet for Dig, stod bag Tempelsøjlen
og saae det Alt, og hun blev rød som Blod;
for første Gang hun der sig selv forstod
og følte, hvad der slumrede herinde —
og alle Stjernerne sig sammensvor —
— den hele Himmel og den hele Jord —
med Dig — og lærte mig, at jeg er Kvinde!
Aqvilinus.
(aabnende sin Favn).
Og nu forsmaar Du ikke meer min Haand?
— Afgrunden mellem os — er den nu jevnet?
Fulvia.
Ja, Aqvilinus! ja! nu er Du hævnet:
Jeg elsker Dig!
Aqvilinus.
(med Humor).
Vent! vent! Her er en Aand,
en gaadefuld, som for min Dom er stævnet;
en syndig Kristenmunk, af Ingen kjendt,
beskyldt for Vold — ham, som de fordred brændt! —
Hvad gjør jeg nu med ham? — Rask maa her handles!
Til Kvinde maa Du helt fra Mand forvandles! —
Giv mig den grimme Kutte, Du har paa,
og skjul Dig hurtigt — her til denne Side —
— hvad her er sket, maa Du og jeg kun vide!
Fulvia.
(idet hun kaster Kutten, under hvilken hun er iført samme Dragt, som i anden Akts fjerde Scene).
Hvad vil Du?
Aqvilinus.
(som har modtaget Kutten).
Mane denne Synder bort.
Gaa! skjul Dig! skjul Dig! Fristen er kun kort.
I denne Stund maa al Betænkning vige —
— selv skal Du sande, hvad jeg nu vil sige!
(Han fører hende hen til Venstre, hvor hun skjuler sig bag Thronstolen; derpaa iler han hen i Salens Baggrund og aabner rask Hovedindgangen, foran hvilken han stiller sig, holdende Kutten højt i Vejret).
Aqvilinus.
(til de Udenforstaaende).
Jeg nødes til at hæve denne Sag;
højst gaadefuld — vidunderlig er Grunden:
Et Underværk er sket ved højlys Dag —
see — her er Kappen Manden er forsvunden!
(Kaster Kutten ud til de Udenforstaaende, som svare med en forvirret Mumlen, medens han atter hurtigt tillukker Døren).
Aqvilinus.
(for sig selv).
Det var mit sidste Hedningebedrag!
(til Fulvia, der ængstlig træder frem fra sit Skjul, idet han udbreder Armene mod hende).
Kom, Fulvia, nu skilles ej vi To!
En Krands af Tidsler har dit Hoved baaret,
nu vil jeg flette Roser Dig i Haaret!
Fulvia.
(vigende tilbage).
Men Du og jeg er af forskjellig Tro!
— Du er jo Afgudsdyrker — jeg Kristinde!
Aqvilinus.
(med Inderlighed).
Saa led mig Du, i Fald jeg gaar i Blinde;
opbyg mig til dit Paradis en Bro
og vis mig Lyset — hvis det er at finde!
Men husk: paa Jorden skal Du fæste Bo;
din Plads paa Himlen har Du tabt som Stjerne;
som Hustru skal Du hvile ved mit Bryst!
Fulvia.
(klyngende sig til ham).
Du stolte Mand, jeg bytter altfor gjerne.
Aqvilinus.
Og dog Du skjælver midt i al din Lyst?
Fulvia.
Mit Marmorbillede!
Aqvilinus.
Det skal jeg fjerne.
Fulvia.
Min Fader!
Aqvilinus.
Rolig! Tiden bringer Raad!
See dette Brev — (han tager et Brev frem fra sit Bryst)
det kalder mig til Daad;
det modtog jeg i Morges fra vor Kejser:
Til Lilleasien er jeg forsat,
jeg bryder op herfra i denne Nat —
og Du?
Fulvia.
Jeg følger Dig, hvorhen Du rejser,
langt over Havet — gjennem Ørknens Sand,
hvorhen Du vil — til Verdens sidste Rand!
Helt er jeg din, og Intet uden Kvinde!
Aqvilinus.
Er det at tabe?
Fulvia.
Nej! det er at vinde!
(Tæppet falder).