(Sal paa Servius’s Landgods i Nærheden af Alexandria. Mellem den aabne Søjlerække, der danner Salens Indgang, seer man ud i en Have, prydet med Statuer og beskygget af sydlandske Væxter).
(Narkissos og Hyazinthos, klædte som i første Akt).
Narkissos.
Hvad fattes mon vor kjære Fulvia?
Hun skyr i Dag vort Selskab; ene vandrer
i Havens Skygger hun i dybe Tanker
og svarer kort og vrantent paa hvert Spørgsmaal!
Hyazinthos.
Saaledes saae jeg hende aldrig før.
Narkissos.
Jeg ikke heller. — Jeg forstaar det ej;
hun higed dog i Gaar herud paa Landet.
Og var i Aftes, da ved Solens Nedgang
vi kom hertil, meer end sædvanlig oprømt,
hvor sprudled hun af Liv — hvor lo hun glad,
da Gaardens store Hunde sprang i Lænken
og hilste os velkommen!
Hyazinthos.
Skulde hun
fortryde alt det Nej, hun gav i Gaar —
Narkissos.
Det gjør hun ej, før falder Himlen ned!
Hyazinthos.
Jeg elsker hende som en ædel Søster!
Narkissos.
Ja, ogsaa jeg — Ak, gid hun var vor Søster,
da vilde vi for hende ene leve!
Hyazinthos.
Det vil vi ogsaa nu —
Narkissos.
Men vi er Mænd,
og maa vel skille os tilsidst fra hende —
jeg frygter det.
Hyazinthos.
Ej nogen anden Kvinde
jeg fandt saa skjøn!
Narkissos.
(henreven).
Ja, hun er vor Gudinde!
Hvis hun af Marmor paa et Alter stod,
da turde vi omfavne hendes Fod!
Hyazinthos.
(med et pludseligt Udbrud, men dæmpet).
Vi elske hende begge!
Narkissos.
(ligeledes).
Jeg, som Du!
For første Gang har Læben sagt det nu!
Hyazinthos.
(idet han lægger sin Arm om Broderens Hals).
Et Tvillingpar vi blev til Verden bragt
som af den samme Frugt to Mandelkjerner.
Narkissos.
Der er kun Forskjel paa vor ydre Dragt.
Hyazinthos.
Hun kalder os for sine Dobbeltstjerner.
Ak! — samme Afstand os fra hende fjerner!
Narkissos.
I Fald hun kjendte Kjærlighedens Magt
og — tænk Dig — foretrak af os den ene?
Hyazinthos.
Tys, Broder! Tys! — Det kan Du ikke mene
hun maatte slutte da os begge To
i samme Favntag —
Narkissos.
Taabelige Tro!
Hun kan ej fatte Elskov — hun, den Rene!
Hyazinthos.
Tys, tys! Lad ikke Luften selv det høre;
den kunde bringe hen til hendes Øre
den Løndom, som vi To maa gjemme paa!
Narkissos.
Ja, ja — saalænge vore Hjerter slaa!
(Fulvia, klædt i en mandlig Dragt af samme Snit som Tvillingbrødrenes, men af hvid Farve, kommer fra Haven. Efter et Øjeblik at have staaet tankefuld mellem Søjlerne, gaar hun langsomt hen til et Bord, hvorpaa der staar en Vase med Blomster).
Fulvia.
Hvem har med Blomster denne Vase fyldt?
Hyazinthos.
For at behage Dig, vi plukked dem
i denne Morgenstund, da deres Blade
glimred af Dug —
Narkissos.
Det var de skjønneste,
vi kunde finde —
Fulvia.
(forstemt).
Tag dem! Kast dem bort!
Hyazinthos.
(tøvende).
I Fald Du ønsker det —
Fulvia.
Gjør, som jeg siger!
(Hyazinthos tager Blomsterne og kaster dem ud i Haven).
Fulvia.
Saa fuldendt i sig selv, saa ædelt formet,
behøver denne Vase ej at borge .
sin Pryd af de forgjængelige Blomster,
skjøndt den er dannet kun af simpelt Leer.
Narkissos.
Var den af Guld, Du skatted den ej meer!
Fulvia.
(som talende med sig selv).
— Promethevs, siger Sagnet, har os skabt
af samme simple Stof, men Guddomsgnisten
stjal han, den mægtige Titan, fra Himlen.
Ham skylder vi den Smule Aand, vi fik,
og ikke de misundelige Guder,
som hævned Ranet!
Hyazinthos.
Frygtelig var Hævnen!
Titanen lænked de til Kavkasos,
hvor Kjæmpegribben hakker i hans Lever.
Narkissos.
Naar Jorden bæver under vore Fødder,
da er der dem, som mene, det er ham,
der vildt i Smerte ryster sine Lænker.
Fulvia.
Ja, den kan rystes, denne faste Jord,
hvorpaa de Dumme tro at staa saa sikkert
Jeg kunde ønske mig Titanens Kraft
for ret at ryste dem og deres Fasthed!
Hyazinthos.
(lyttende).
Der kommer Nogen!
Fulvia.
(fortrædelig).
See, hvem det kan være.
Jeg har jo sagt, at jeg vil være ene!
(Billedhuggeren Lysias træder ind fra Haven, men tøver ved Indgangen, idet han ærbødig hilser Fulvia).
Fulvia.
(studsende).
Hvad? Lysias! — Du her!
Lysias.
Jeg kommer umeldt —
tilgiv min Dristighed!. — Jeg fik at vide,
at Du var rejst i Gaar herud paa Landet;
hvornaar Du kom tilbage, vidste Ingen —
Fulvia.
I Sandhed, Ven, Du overrasker mig!
Veed Du, jeg fristes næsten til at tro:
Det er din Dobbeltgjænger, ej Dig selv,
som her mig gjæster —
Lysias.
Aldrig strømmed Blodet
mig mere varmt til Hjertet, Fulvia,
end just i denne Stund; først her hos Dig
er jeg mig selv saa helt, som jeg kan være!
Fulvia.
Men hvilket Ærind har Dig ført herud,
saa langt fra Staden? Kommer Du maaskee,
opfyldt som altid af din Kunstneriver
— en anden Phidias — for at studere
mit stakkels Hoveds Form, mit Ansigts Træk?
— Ja, ja, — det ligner Dig! Anstil Dig ej,
som om Du kommer for at lytte til
min Visdom, Lysias; — Du er for god
til Omsvøb; mere ærlig end de Fleste;
— Det er Modellen til det Musabilled,
Du modellerer paa, som her Du søger.
Hvis det er saa — nu vel! saa see Dig mæt!
Er der et Blik — et Smil, som Du vil fange,
saa skynd Dig, skynd Dig, — gjør mig Pinen let!
— Dit Billed, synes jeg, bli’r aldrig færdigt!
Lysias.
Hvis det skal blive Idealet værdigt,
da, skjønne Fulvia, da har Du Ret!
Fulvia.
Hvem naa’r paa Jorden her sit Ideal!
Hvem har vel fuldbragt helt, hvad han har villet!
Lysias.
Det føler daglig jeg foran dit Billed —
selv har Du nævnet der min Kunstnerkval!
Fulvia.
(undvigende).
See, Lysias: her er Modellen stillet —
vælg Lyset selv; — hvorledes skal jeg staa?
Lysias.
(spændt).
Nej! Jeg maa tale med Dig!
Narkissos.
(til Fulvia).
Skal vi gaa?
Fulvia.
Ja, vent derude!
(Tvillingbrødrene fjerne sig).
— Nu, saa lad mig høre,
hvad der har ført Dig hid den lange Vej!
Lysias.
Et Rygte, Fulvia, har naaet mit Øre —
O, give Guderne, det lyver ej!
Det er min egen Lykke, som det gjælder!
— Sig, har Du svaret Aqvilinus Nej —
afviist den Stolte?
Fulvia.
(forundret).
Ja, hvad Rygtet melder
er Sandhed, Lysias —
Lysias.
— Og Du er fri!
Pris være Guderne — jeg aander atter!
Fulvia.
Tilgiv mig, Ven; — endnu jeg ikke fatter,
hvorfor Du spørger mig derom —
Lysias.
(med Lidenskab).
Fordi
jeg meer end Alt, end Livet selv Dig skatter.
I Dig jeg seer en Afglands her paa Jord
af alt det Herligste, hvorpaa jeg tror:
Mit Ideal —
Fulvia.
(ironisk).
— Jeg veed det — ja! Din Muse,
en himmelsk Skabning uden Kjød og Blod,
som er for denne Verden altfor god —
hvis Skjønhed kun er til for at beruse
og hugges ud af Dig i Marmorsten;
— men jeg vil ej beundres og tilbedes, —
mit Sind er trodsigt, seer Du, jeg kan vredes
— og jeg vil staa paa mine egne Ben!
Veed Du, at der er dem, som kjækt mig siger:
Jeg er forkjælet og forvænt ved Smiger —
og, at jeg meer end halvvejs selv det’ tror?
Lysias.
Jeg veed, min Lykke kun paa Dig beror!
— O, vend Dig ikke bort! rynk ikke Panden!
Jeg elsker Dig som ingen — ingen Anden —
langt meer end jeg kan sige det med Ord.
— Er det maaske for højt jeg Blikket fæster,
naar her jeg dristig bejler til din Haand?
Selv har Da kaldt mig i min Kunst en Mester —
jeg er Dig værdig; ogsaa jeg har Aand —
mit Maal er højt som dit — vi passe sammen,
i mig som Dig er der en Gnist af Flammen,
der straaler med Udødeligheds Glands
fra Hellas’ Gudebjerge! — Ved den Krands,
Du vandt i Gaar! — Ved ham, som Solen styrer:
Phøbus Apollon! — Ved hans hellige Lyre,
hvorom Horaer flokke sig i Dands —
ved os skal Aanden fra de store Dage
fornyes igjen! —
Fulvia.
(bedrøvet).
Nej, nej, min stakkels Ven!
Du skuffer Dig; den vender ej tilbage!
Lysias.
Saa lad os puste op den sidste Glød!
Fulvia.
(med dyb Bevægelse).
Nej, Lysias: Den store Pan er død —
og rundtom lyder nu Naturens Klage
fra Bjerg og Dal og fra den vilde Elv; —
det er for mig, som om den slaar tilbage
med tusindfoldigt Ekko fra mig selv!
— Gaa! gaa! — Indbild Dig ej, at Du er Manden,
der støtte kan en Sjæl i Tvivlens Nød —
en Sjæl, der hungrer efter Livets Brød —
nej, Lysias, Du er mig alt for blød!
Mit Maal er ikke dit; min Vej en anden;
den Lavrbærkrands, jeg bar i Gaar om Panden,
jeg agter neppe mere end det Støv,
jeg træder paa. For Smiger er jeg døv,
døv for den Kjærlighed, hvorom Du taler,
med hele Verden og mig selv i Strid!
— Glæd Dig, Du lever i den svundne Tid
med dine Drømme, — dine Idealer;
for Dig er Livet endnu rigt paa Trøst!
Lysias.
Ak nej, for mig har Livet tabt sin Lyst —
nu falder over mig dets Natteskygge!
Fulvia.
(udstrækkende Haanden imod ham).
Jeg veed, Du sætter paa mit Venskab Pris,
lad mig din Haand til venlig Afsked trykke!
Lysias.
(med bortvendt Ansigt).
Dit Venskab? Vee mig! det er koldt som Is!
(iler ud).
(Fulvia gaar med højet Hoved hen og sætter sig paa en Stol. Hende Stilling røber dyb Modfaldenhed).
(Tvillingbrødrene træde ind fra Haven og nærme sig hende).
(Pavse).
Hyazinthos.
Du er bedrøvet?
Narkissos.
Skal vi læse for Dig?
Fulvia.
(adspredt).
Gjør som I synes.
Narkissos.
Vil Du, vi skal vælge
et Stykke af Homér?
Fulvia.
Nej! disse Helte,
som slagte og som slagtes, kjede mig.
— Her ligger et beskrevet Pergament —
hvad indeholder det?
Hyazinthos.
(tager Pergamentsrullen fra Bordet og kaster et Blik deri).
Et Skrift om Landbrug
fra Kejser Neros Tid af Columella;
din Fader har forglemt det her paa Bordet;
det er hans Yndlingslæsning.
Fulvia.
(fremdeles adspredt).
Lad mig høre!
Hyazinthos.
(læser).
»Om Biavl«.
Fulvia.
Spring det over!
Hyazinthos.
(læser).
»Om at fodre
og fede Høns«.
Fulvia.
(haanlig).
Det er for Lækkermunde
og for Avgurer!
Hyazinthos.
Her er Vers!
Fulvia.
Saa læs!
Hyazinthos.
(Læser).
»See, nu har Jord, nu har Hav, nu har hele den udstrakte Verden
smilende Foraar paa Ny, som vækker Livet til Elskov;
først kun en ulmende Gnist den hviler i hellige Løndom,
men den voxer til Ild, den flammer i Blodet og Marven,
indtil med Frugtbarheds Kraft Aphrodite Alting har opfyldt,
bragt utallige Afkom frem og atter og atter
Jorden med Slægter fornyet, at ej tom en Gang den skal vorde —«
Fulvia.
(springer heftig op).
Hold op! Jeg har alt faaet nok heraf!
— Bestandig denne dumme Snak om Elskov,
som om vort Liv ej havde større Maal,
end det at bringe Afkom frem paa Jorden!
— I trætter mig! Jeg trænger ej til Selskab,
men til Bevægelse — til Luft og Frihed!
Jeg kvæles her imellem disse Mure —
jeg maa derud, hvor Synet taber sig
i det uhyre Fjerne! ud hvor Ørknen
omhvælves kun af Himlens Kæmpekuppel!
(bydende).
Lad spænde for min Vogn! — Selv vil jeg styre
det kaade Spand!
Narkissos.
Hvis det tog Magten fra Dig!
Betænk! Din Kvindearm er ej saa øvet
som vore —
Hyazinthos.
(bønligt).
Lad os styre Vognen for Dig!
Fulvia.
(koldt).
Jeg kjører ene!
Narkissos.
Tag dog i det Mindste
en trofast Slave med!
Fulvia.
Behøves ej —
det er ej første Gang, jeg fører Tøjlen.
Hyazinthos.
Men ene — uden mandlig Hjælp — betænk!
Fulvia.
Jeg trænger ej dertil. — Gjør som jeg siger
jeg taaler ingen Modstand!
Hyazinthos.
Harmes ej —
for Dig vi ofre villigt Liv og Blod!
Fulvia.
(utaalmodig).
Hvi staa I da mit Forsæt nu imod
og tirre mig til Vrede!
Narkissos.
Som Du vil —
vi lyde Dig i Alt!
Fulvia.
Ha, disse Mænd
see ned paa os som Svage og behandle
os Kvinder, som vi kun var Legetøj
De skrive Love — vi skal lystre dem;
vi passe ej i Raadet, ej paa Forum,
men kun i Hjemmet eller Ammestuen.
For dem staar Verden aaben; alt som Drenge
de kappes i at brydes, tæmme Heste
og styre Spandet. — Men sig selv at styre —
tøjle de stærke Lidenskabers Spand,
det mægte de fast mindre end vi Kvinder!
Vel an! kan denne Arm sig ikke maale
i Styrke med en Mands — stærk er min Villiel
Lad kun de vilde Heste fare frem,
jeg skal dog vise, jeg kan tøjle dem!
(gaar).