(Sal i Prokonsulens Palads i Alexandria. Aqvilinus kommer fra en Sideindgang og gaar en Stund med heftige Skridt frem og tilbage, standser derpaa pludselig og stryger sig med Haanden over Panden:)
Aqvilinus.
Dumt — dumt! Jeg vil ej tænke meer herpaa.
Jeg er jo ingen Dreng, som første Gang
med vaagnet Elskovstrang har seet mig svimmel
i et Par Kvindeøjne. Kvæle vil jeg
Erindringen om denne Drømmerske,
som har fortryllet mig, men stødt med Haan
mit Hjerte bort! — Hvad skal en Mand med Hjerte?
Det gjør ham maanesyg ved højlys Dag,
uskikket til at bære, som det bør sig,
sit Hoved højt i denne haarde Verden.
Nu vel! — alene vil min Vej jeg gaa. —
Det var min Lykkes Blomst, hun traadte paa,
jeg føler det. — Men hævne mig paa hende?
Nej, ved mit Sværd! dertil er jeg for god;
Rovdyret skal ej vinde Magt herinde —
til Hadets Ulv jeg sparker med min Fod!
Lad Saaret bløde — Ingen skal det mærke.
I denne Verden trives kun de Stærke!
(Han vender sig mod Indgangen i Baggrunden og slaar et Slag paa et Metalskjold, som er ophængt der).
(En Slave kommer).
Aqvilinus.
(barsk).
Hvad er det for en Larm her udenfor?
Slaven.
(ærbødig).
Et Slagsmaal, Herre!
Aqvilinus.
Her — i mit Palads —
i selve Lovens Hus! Hvem vover her
at trodse Dommersværdet?
Slaven.
Nogle Vismænd,
som mødtes nys i Atriet derude
og gik i Søjlegangen op og ned,
mens Munden løb paa dem som Kjæp i Hjul,
er kommen op at slaas. De værste To
har Vagten grebet. De forlange højt
at stedes for dit Aasyn, strenge Herre.
Aqvilinus.
Vel! Sig til Vagten, de skal føres hid.
(Slaven gaar).
(Kritas og Diogenes føres ind af to Drabanter; deres Klæder ere forrevne og den Førstes Hoved forbundet).
Aqvilinus.
(foragtelig).
To smukke Karle af det samme Stof!
— Og I kan ej forliges med hinanden:
(til Kritas).
Hvad hedder Du med Bindet der om Panden?
Kritas.
Jeg hedder Kritas. — Jeg er Filosof.
Aqvilinus.
(til den Anden).
Og Du?
Diogenes.
Diogenes.
Kritas.
— Han nægter Alt!
Aqvilinus.
(med Humor).
Dog ikke Pryglene, som han har faaet;
det lader til, at han har følt sig slaaet —
hans Næse bløder —
Diogenes.
Ja han overfaldt
mig som en Rasende!
Aqvilinus.
Hvem ypped Striden?
Kritas.
Det gjorde han.
Aqvilinus.
Og hvad var det den gjaldt?
Kritas.
Om Troens Forhold til den rene Viden.
Diogenes.
Den rene Viden, ja, den glemte han.
Aqvilinus.
Og derom sloges I som gale Hunde?
Kritas.
Ja, Herre, han forhaaner mine Grunde.
Diogenes.
Han mener dem, han henter fra den sunde
— saakaldte sunde — Menneskeforstand;
dem kalder han Beviser. Prøv ham bare,
forsøg det selv. — Lad ham en Gang forsvare
hvad han forstaar ved Liv og Existens,
saa skal Du mærke strax hvor tankelæns
at Fyren er.
Kritas.
(appellerende til Prokonsulen).
Han vil, jeg skal forklare,
at jeg er levende — at jeg er til!
Diogenes.
Ja ganske rigtigt, det er det jeg vil;
bevis, Du lever — jeg benægter Livet!
Kritas.
Jeg forudsætter det som noget Givet.
Diogenes.
(triumferende).
Det er en Paastand kun, men intet Svar.
Kom med Beviserne! forklar! forklar!
Aqvilinus.
(stamper i Gulvet).
Hold Munden, Slyngel!
Kritas.
Ja; lad mig nu tale
et Øjeblik —
Aqvilinus.
(barsk).
Ti!
Kritas.
(forbløffet).
Du har at befale!
Aqvilinus.
I gjør jo Vismandsnavnet kun til Spot!
Kritas.
(undskyldende).
Han sparked mig!
Diogenes.
(ligeledes).
Han slog mit Øje blaat!
Aqvilinus.
Jeg vil bevise, at I existere;
jeg haaber, (til Diogenes) Du skal ikke tvivle mere.
Diogenes.
Nej, naar Beviset føres med Logik —
Aqvilinus.
Mit er kun praktisk, men det holder Stik!
(til Vagten).
Grib disse To og stop mig deres Munde!
Knebl dem! De er en Haan for deres Stand!
Diogenes.
Beviset, Herre? — Hvorpaa vil Du grunde
en slig Fordømmelse?
Aqvilinus.
(med stolt Foragt).
Kun paa den sunde —
saakaldte sunde Menneskeforstand!
(til Drabanterne, idet de føre Kritas og Diogenes ud).
Sig til min Livvagtshøvding, at jeg venter.
(Han gaar et Øjeblik utaalmodig frem og tilbage. Livvagtshøvdingen træder ind).
Aqvilinus.
Jeg er beredt at høre, hvad Du har
at melde mig i Dag, men fat Dig kort,
spring alle Smaating over!
Høvdingen.
Offerpræsten
ved Mithrastemplet spørger ved sit Bud,
om Du i Dag vil overvære Festen —
den store Offerfest for Templets Gud?.
Aqvilinus.
(utaalmodig).
Ja vist, ja vist! saa gaar det Slag i Slag. —
Mens Verden staar for Fald og Troen vakler,
maa Pøblen underholdes med Mirakler —
— med Skuespil — og hellige Bedrag!
(højt).
Er der ej Nyt fra Østen eller Vesten? —
Ej noget Oprør? — intet Bud fra Rom?
Høvdingen.
Nej, Herre, intet!
Aqvilinus.
Hvad, er Verden tom?
— Mig huer ikke denne døde Stilhed.
Høvdingen.
Vel, Herre! Da Du taler selv derom,
jeg vil ej længer tie: Folket knurrer —
det kjeder sig!
Aqvilinus.
(mørk).
Det veed ej, hvad det vil,
fordærvet, som det er, og overmættet
ved Syn af Blod.
Høvdingen.
(dæmpet).
En Mand det trænger till
Aqvilinus.
(studsende).
Hvad mener Du?
Høvdingen.
Har Du det ikke gjættet?
Aqvilinus.
(farer op).
Vogt Dig! Dit Hoved sætter Du paa Spil!
Høvdingen.
(dristig).
Jeg siger jo kun højt, hvad Alle tænke:
Grib dristig Øjeblikket! Spræng vor Lænke!
Du har Augustus’ Kløgt og Titus Sjæl,
i Dig vi see en anden Marc Aurel!
Et Vink — og Legionerne sig rejser!
Grib dristig til, og Du er Romas Kejser!
Aqvilinus.
(haanlig).
Og hvad forlanger Du saa for din Del
og Legionerne?
Høvdingen.
(med Værdighed).
En Mand — en hel!
Ej noget skummelt, purpurklædt Uhyre,
ej nogen Dreng, som han der raser nu;
— en Mand med Herskeraand — en Mand som Du
hvis stærke Haand kan Verdenstømmen styre.
Aqvilinus.
(med Højhed).
Forvovne! Hvis der skete Dig din Ret,
Du kom ej levende fra denne Plet!
Vel Dig, at ingen Andre her Dig høre!
— Du tror, jeg fiske vil i Tidens Røre?
Nej, ved mit Hoved! — tusind Gange Nej!
Som Dukke lader jeg mig ikke føre,
jeg gaar min egen, lyse, lige Vej!
(Flere Krigshøvdinger træde ilsomt ind; derefter en Herold).
Aqvilinus.
(farer heftig mod de indtrædende Høvdinger).
Tilbage der! Hvor tør I vove ukaldt
at trænge ind til mig?
En af Høvdingerne.
(ærbødigt).
Undskyld os, Herre!
Vi bringe en Herold, som nys er stegen
i Land i Havnen. Han er sendt fra Rom
med vigtigt Budskab : Heliogabal
er myrdet og Alexius Severus
udraabt til Kejser!
Herolden.
(træder frem).
Ja, saa er det, Herre!
Skibsfolkene, der førte mig fra Rom,
har raabt det ud i Havnen — ikke jeg,
som har Befaling til at overrække
Dig dette Brevskab med Senatets Segl.
(Overrækker Agvilinus et forseglet Brev, som denne hastigt aabner og gjennemlæser).
Aqvilinus.
(i stærk Bevæ gelse).
Ja! ja! her staar det: Rom har skiftet Kejser,
— saa glæd dig, glæd dig, du forpinte Verden,
nu dæmrer der for dig en bedre Tid!
(vendende sig til Høvdingerne).
Hil Cæsar! Hil Alexius Severus!
Alle Høvdingerne.
Ja, hil vor nye Cæsar! Hil ham! Hil!
Aqvilinus.
Det høre Guderne! Han vil ej svigte
hvad han som Yngling lover! Hil ham! Hil!
— Afsted! Til Forum vil jeg nu mig skynde,
for Folket højt det Budskab at forkynde!
(Iler ud, fulgt af de Andre).