FJERDE SCENE.
Fulvias Studereværelse (samme Dekoration som i anden Scene).
(Fulvia kommer med Narkissos og Hyazinthos, fulgt af nogle Slaver og Slavinder, som i ærbødig Stilhed holde sig tilbage i Salens Baggrund).
En Slave.
(træder ind og melder):
Prokonsul Aqvilinus!
Fulvia.
Byd ham komme!
(Slaven gaar).
Aqvilinus.
(træder ind ad Hoveddøren).
For anden Gang i Dag jeg bringer Dig
min Hyldest, Fulvia!
Fulvia.
(ironisk).
For megen Ære,
min høje Herre, Du beviser mig!
— Behag at tage Plads, i Fald Du vil;
hvis jeg har Valget, ønsker jeg at staa.
Jeg er jo ung og kjender ikke Tonen,
— men Du er Hofmand — Du staar nær ved Thronen.
Aqvilinus.
Min Højhed har jeg vundet med mit Sværd,
med oprejst Hoved steg jeg paa min Bane.
Fulvia.
Og er det — Duen nu, du søger her:
Aqvilinus.
(smilende).
Nej — ikke Duen — men den stolte Svane!
— Men dine Slaver, seer jeg, er til Stede;
jeg beder, send dem bort, thi kun for Dig
er det bestemt, hvad her jeg har at sige.
Fulvia.
(med en bydende Haandbevægelse).
Fjern Eder, Slaver!
(spottende).
Vee, hvis Nogen lurer!
(Slaverne gaa).
Aqvilinus.
(pegende paa Tvillingbrødrene).
Men disse To?
Fulvia.
(smilende).
Ah, mine Dioskurer!
Nej undskyld, Herre! De er mine Venner,
vi Tre studere sammen; jeg har Intet
at skjule for de To.
Aqvilinus.
En sælsom Omgang
for Dig — en Kvinde: tvende unge Mænd!
Fulvia.
Ja, hvis til Raads jeg spurgte Den og Den,
og hørte efter, hvad de Mange mene —
men jeg har Mod at danne mig alene
mit Syn paa Verden.
Aqvilinus.
Dristig er din Smag!
Fulvia.
(med kvindelig Selvfølelse).
Men Alt er rent — Du veed jo — for den Rene
Aqvilinus.
Var det ej saa, jeg stod ej her i Dag!
Fulvia.
(koldt).
Dit Ærind, Herre?
Aqvilinus.
— Frydes ved din Skjønhed
og sige mandig Dig, foruden Omsvøb:
Jeg har Dig kjær!
Fulvia.
(undvigende).
Hvis jeg besidder Skjønhed,
som Du og Fler behage det at sige,
da — tro mig — selv jeg skatter den kun lidt;
den er forgjængelig, men Aanden lever,
kun den besejrer Tiden, kjender ej
til Alder eller Kjøn!
Aqvilinus.
Du glemmer der,
at selv blandt de udødelige Guder
gjør Kjønnet Forskjel mellem Mand og Kvinde;
den høje Tordner Zevs har sin Gudinde.
Fulvia.
Ja han har mange flere, vil man sige,
og har, som vel Du veed, sin store Plage,
thi Hera skal jo være meget skinsyg
og ofte kives med sin Ægtemage.
Aqvilinus.
Spøg ej med den guddommelige Ild,
men husk, at Eros’ Rige Alt omfatter:
Himmel og Jord!
Fulvia.
Ja, han gjør Mænd til Latter
og driver selv med Guderne sit Spil!
Aqvilinus.
Den, som kan trodse ham, er ikke til!
Fulvia.
Dog veed jeg En, som stolt og skudfast smiler
ad Eros Pile: selve Jovis Datter,
Visdomsgudinden med sit blanke Skjold.
Aqvilinus.
(med Lidenskab).
Du ligner ikke hende; hun er kold,
men Du er ung og varm, og Livets Roser
blomstre jo paa dit Aasyn.
Fulvia.
Rosen visner,
og Elskov blusser kort som Ild i Straa. —
Der er et Ord — et lille — men som isner
igjennem Marv og Ben: Du skal forgaa!
Forsvinde som et Bølgeslag i Havet!
— Det Ord, det har min Ungdomslyst begravet;
see, derfor kan Du ikke mig forstaa.
— Søg, Aqvilinus, søg, hvad let Du finder;
der er paa Jorden Tusinder af Kvinder,
langt skjønnere, end jeg. — Bliv ikke vred!
Du vil kun drage mig til Jorden ned —
jeg higer opad mod de lyse Tinder!
Aqvilinus.
Det lyder smukt; men det er Sværmeri!
Fulvia.
Ja, ikke sandt! for Dig slet ikke Andet!
Du seer jo klart — Du er jo verdensdannet,
en ægte Romer, stolt af din Forstand
paa denne Verdens Ting —
Aqvilinus.
(stolt).
Jeg er en Mand;
jeg bygger ej min Lykkes Hus paa Sand!
Fulvia.
Men Hellas’ høje Visdom — Skjønhedsdrømmen —
forstaar Du ej!
Aqvilinus.
Jeg flyder ej med Strømmen;
og drømme vaagen, det er ej min Sag!
Tro mig, Du hildes i et Selvbedrag!
Skjøndt halvt et Barn endnu, Du vil dog raade
Alskabningens ufattelige Gaade,
og løfte Evighedens Tindingbind.
— See i dit eget unge Hjerte ind;
det er ej dødt; Du føler Blodet rulle,
og denne Kind forraader ingen Kulde.
— Dugdraaben paa et Edderkoppespind,
og Blomsterne, som sig uskyldig sole,
forkynde Meer end Eders lærde Skole!
Fulvia.
Saa taler Den, der ej har Visdom søgt!
Aqvilinus.
Saa taler Den, der har paa Livet Kløgt!
Jeg elsker Lyset, men dets Flammestraale
igjennem Rummet kan jeg ikke maale;
jeg føler den — jeg fordrer ikke meer,
dens fulde Glands kan intet Øje taale:
Den, som paa Solen stirrer, Intet seer!
Fulvia.
Hvis jeg af denne Verdens Sol blev blindet,
da vandt maaskee jeg Aandens Lys for Skinnet
blind var jo Oedipos og blind Homér!
Aqvilinus.
Du præker Oprør mod Naturens Orden —
betænk Dig, Fulvia, — fornægt ej Jorden,
men kast Dig i den store Moders Favn,
at Du kan vinde selv et Modernavn!
Fulvia.
(heftig).
Det var at tabe kun, men ej at vinde!
Aqvilinus.
(bevæget).
For Alvor, Fulvia: Modtag min Haand!
Fulvia.
(vigende tilbage).
Det var at lægge mig i Slavebaand —
før vier jeg mig ind til Vestalinde!
Aqvilinus.
O Daarskab! Du vil vrage Livets Lyst!
Du kjender ej Dig selv, Du svage Kvinde.
Et Hav af Længsler hviler i dit Bryst,
det er Naturen kun i Dig, som sover;
men ogsaa Du fornemme skal dens Røst.
— Støt Dig til mig, min Arm har Manddomsstyrke,
fast planter jeg min Fod paa denne Jord;
som Du jeg paa de evige Guder tror;
Pallas Athene maa Du gjerne dyrke,
naar Eros’ Roser Du om Panden snor!
Fulvia.
Før vil jeg flette Tidsler mig i Haaret!
Aqvilinus.
(streng).
Du er forfængelig!
Fulvia.
Nej; uden Sands
for Verdens Flitter og dens falske Glands!
— Kald mig et Barn: jeg har dog Lavren baaret!
Aqvilinus.
(med stolt Haan).
Ja, den er bleven billig her til Lands!
Jeg selv har baaret en — det var som Kriger,
og den blev vunden, seer Du, med mit Blod.
Fulvia.
Ej blot i Slaget kan man vise Mod!
Aqvilinus.
(beherskende sig).
Du er forkjælet og forvænt ved Smiger,
skjøn — men barnagtig midt i al din Trods!
Fulvia.
(lidenskabelig).
En Afgrund ligger der imellem os!
Aqvilinus.
(mørk).
Er det dit sidste Ord?
Fulvia.
Mit allersidste!
Aqvilinus.
Nu vel — jeg skal Dig ikke mere friste!
(gaar).
Fulvia.
(i stærk Bevægelse).
Ja, lad ham gaa! Jeg frygter ej hans Vrede,
jeg trodser den!
(Vender sig mod Tvillingbrødrene, som under det Foregaaende have holdt sig afsides, tilsyneladende sysselsatte med at læse i nogle Pergamentsruller).
Ah, I er her til Stede —
og har vel Alting hørt?
Hyazinthos.
(beskeden).
Du bød os blive —
Fulvia.
Ja; det er sandt, — men jeg er nu forstemt
og træt —
Narkissos.
Dit Øje som i Feber brænder!
Fulvia.
(utaalmodig).
Saa gaa da — (venligere) Lad mig ene, mine Venner!
(De gaa).
Servius.
(træder hurtig ind).
Ved Herkules! Du har fornærmet ham!
Det stod at læse i hans mørke Miner;
den store Aare paa hans brede Pande
sig takked som et Lyn, naar det slaar ned;
han skred forbi mig som en vred Achilles
og agted ikke mig en Hilsen værd.
Fulvia.
Det glæder mig!
Servius.
Hvad siger Du, min Datter!
Det glæder Dig?
Fulvia.
Ja, at saa stolt en Mand,
saa helstøbt, broncehaard som denne Romer,
der pukker paa at staa saa fast paa Jorden,
kan tabe Ligevægten i en Kamp
mod mig — mig, som han kaldte for et Barn!
Servius.
O, gid Du var et Barn! Men Du er voxen
og giftefærdig — og har givet ham
et trodsigt Nej!
Fulvia.
Ja, derfor var han vred!
Servius.
(hidsig).
Men det er ogsaa jeg, — og jeg har Magten,
thi jeg er Herre i mit Hus og raader
som Fader over Dig! — Endnu kan Alt
vel gjøres godt igjen. Du er en Pige,
og Du skal lystre mig, naar jeg Dig byder
at tage ham til Husbond! hører Du!
Fulvia.
(oprørt).
Jeg drikker heller Saften af Skarntyder!
Servius.
Det gjør Du ej! — Farvel! — Betænk Dig nu.
(gaar).
Fulvia.
(staar et Øjeblik hensunken i sig selv, gaar derpaa pludselig hen mod Sokrates’s Buste og kaster sig paa Knæ foran den med udbredte Arme):
Herlige Sokrates! Du, som, grimmest blandt alle de Vise,
magted den højeste Kunst, som nogen Dødelig øved,
som Praxiteles ej, hvor skjønt han Marmoret formed,
og ej Phidias, han, som neddrog Guder til Jorden,
evned at hæve sig til: den Kunst at besejre sig selv
og i guddommelig Ro udforme sig selv, som af Blokken
Kunstneren mejsler et Billede frem, der straaler af Skjønhed;
— Stygge Silenos, Du, med det skaldede knudrede Hoved,
i hvis mægtige Hvælving Eros — den Store, den Ægte,
førstfødte Søn af Chaos — har skjult sig bag Satyrens Maske,
ydmyg jeg knæler for Dig og paakalder din Aand, hvor den er nu:
lær mig at finde mig selv i min indre hellige Urgrund.
See, jeg er ung endnu — et Barn i Aar og Erfaring —
frels mig fra Malstrømmens Hvirvler, lad mig ej synke
ned i det oprørte Hav, af hvis Bølger Menneskepøblen
skylles magtløs omkring som Mollusker og Slimdyr i Dybet!
— »Viden er Alt«, har Du sagt. Ak, hvad veed jeg? Intet! — Selv Du dog
tilstod i dybest Forstand: »Viden er Intet paa Jord!«
Intet at vide og Alt? O Gaade! Hvo kan det forene?
Hæv mig, o Sokrates, Du, til dit Syn paa det evige Ene!
(Tæppet falder).