(Billedhuggeren Lysias’s Værksted. Mellem paabegyndte Arbejder i Leer og forskjellige Brudstykker af Figurer i Gribs sees en Billedstøtte, udført i naturlig Størrelse i Leer, forestillende en staaende draperet kvindelig Figur).
(Lysias træder ind ad Døren i Baggrunden, fulgt af to Avgurer).
Første Avgur.
Ah! — Du har næsten taget Vejret fra os,
min gode Lysias, thi skjøndt vi haled
bag efter Dig det Bedste, som vi kunde,
og kaldte Dig ved Navn, vi naa’de Dig
dog først ved Døren her.
Lysias.
(mut).
Jeg gik i Tanker.
Anden Avgur.
See, see! I Tanker! — Ja et Kunstnerhoved
er, saa at sige, altid i en Tilstand
af Barselnød.
Første Avgur.
Forund os blot at kigge
ind i dit Værksted her — et Øjeblik.
Men mulig komme vi Dig ubelejlig?
Er Aanden over Dig? — Din Mine røber
just ej Begejstring. — Eller venter Du
maaskee i denne Stund paa en Model
— en kvindelig, hvis altfor nøgne Skjønhed
Du frygter for skal stikke Ild i Blodet
paa fromme Mænd som os?
Anden Avgur.
Ved Fader Pan!
Han rødmer —
Lysias.
(uvillig).
Ja, paa Eders Fromheds Vegne!
Første Avgur.
Nej, vil man see den Hykler! Ha—ha—ha—!
Han er vor Mester i den skjønne Kunst
at spille ærbar!
Lysias.
I forstaa mig ej!
For mig er Kunsten, som jeg dyrker, hellig;
jeg taaler ej, den spottes.
Anden Avgur.
Ih, bevares!
Det gjør jo Ingen af os — aabenlyst;
vi allermindst, vi hellige Avgurer,
som sørge for, at dine Billedstøtter
faa Plads paa Tempelaltre og tilbedes
i Virakskyer. — Men her er vi alene —
hvorfor da bære Maske for hverandre!
Du er jo paa en Maade En af Vore,
og vi er gode Kunder — ikke sandt?
De bedste, som Du har? Hvor kan Du nænne
at tage os vor Smule Lystighed
saa ilde op?
Lysias.
Jeg er ej oplagt nu
til den Slags Lystighed!
Første Avgur.
Nu, lad saa være!
Vi komme egenlig, kun for at see
dit sidste Værk; det kolossale Billed
af Jupiter, bestilt i parisk Marmor
til Ammonstemplet.
Lysias.
Hvis I vil behage
at gaa til Højre gjennem denne Dør —
der finder I mit store Marmorværksted;
her i det mindre former jeg kun Udkast.
Anden Avgur.
Saa det er her, det Allerhelligste,
hvori vi staa — her føder Du Ideer,
undfanger Fostrene og svøber dem
i vaade Klude!
Første Avgur.
Lykkelige Mand, Du skaber Guder!
Anden Avgur.
Og Gudinder med,
saa jordiske, at Alle kjende dem.
Ja, nægt det, Lysias, i Fald Du kan!
Vi saae jo nys med vore egne Øjne,
hvordan Du trak for Fulvias Triumfvogn.
Afsides stod vi To og gotted os
ved Synet af din Iver. Rygtet siger,
Du modellerer paa den Skjønnes Billed.
Første Avgur.
(idet han faar Øje paa den kvindelige Statue).
Aha! hvad seer jeg! Ja, der har vi hende —
halvfærdig alt i Leer, forklædt som Musa,
vor Bys Aspasia — den ny’ Athene —
Vidunderet af Visdom!
Anden Avgur.
Ja, Du har Ret,
saa sandt jeg lever! det er Fulvia,
den højtbeundrede, lavrbærbekrandste,
som tror paa Platon og paa Sokrates
meer end paa Guderne.
Første Avgur.
Hun, som vil kalde
den store Tid tilbage!
Anden Avgur.
Dydspræstinden
Første Avgur.
Den rene Jomfru!
Anden Avgur.
Som foragter os
og tordner løs mod vore slette Sæder!
Lysias.
(forlegen).
I tage fejl! Det er ej Fulvia,
men kun et Foster af min Fantasi:
Begejstringens og Heltedigtets Musa
Kalliope.
Første Avgur.
Ej, ej, Kalliope —
Lysias.
Jeg nægter ej, der er en Smule Lighed
imellem Fulvia og dette Billed —
et eller andet Træk, som jeg maaskee
har laant fra hendes Ansigt.
Anden Avgur.
Virkelig?
Nej vil man see! det ligner dog mærkværdigt
Første Avgur.
Hvem har bestilt det?
Lysias.
(kort).
Ingen.
Første Avgur.
Er det muligt!
Lysias.
Tror I, en Kunstner skaber blot for Vinding?
Anden Avgur.
(sledsk).
Godt Ord igjen! Du bliver strax saa hidsig.
Vi kan jo tale nu om andre Ting. —
Det var din kolossale Jupiter,
vi skulde see.
Lysias.
(gnaven).
Ja vist, den staar histinde —
til denne Side — jeg skal vise Vejen.
Kom, følg mig!
Første Avgur.
(idet han nærmer sig Døren).
Hør, jeg har en god Idee:
Hvad om Du magede det saa, at Guden
— jeg mener den, Du hugget har i Sten —
fik Evne til at tale? Tiden trænger
til noget Nyt; den store dumme Mængde
maa styrkes i sin Tro; thi disse Kristne —
— Forbandet være de! Gid Ild og Pest
fortære dem og deres usle Lære! —
de voxe op omkring os nu som Ukrudt
og tage Brødet snart af Munden paa os.
Seer Du, i Fald Du var lidt meer medgjørlig
og vilde lytte kun et Øjeblik
med Rolighed til hvad jeg har at sige —
Lysias.
(heftig).
Kom! kom!
Første Avgur.
(ærgerlig).
Jeg taler nok for døve Øren!
Lysias.
Undskyld! min Tid er knap. — See her er Døren.
(De gaa).