(Fulvias Studereværelse, rig t udstyret i antik Smag. Buster af Platon, Sokrates og flere Oldtidsvise ere opstillede paa passende Steder).
(Fulvia, som endnu bærer Lavrbærkrandsen, træder ind, fulgt af Servius, Narkissos og Hyazinthos).
Fulvia.
(til Tvillingbrødrene).
Jeg takker Eder, mine kjære Venner,
I gode Tvillingbrødre, som engang
har delt min Barneleg, og nu som Voxne
fornægte Eder selv i Et og Alt
for mig at tjene!
Narkissos.
(ærbødig).
Ingen større Lykke
vi kjende end at ofre Dig vor Tid.
Fulvia.
(idet hun venlig rækker en Haand til hver).
I kappes begge med mig —
Hyazinthos.
— Kun i Flid;
Du er vor Sol, — vi er din Dobbeltskygge.
Narkissos.
Som Guld vi veje Ordet fra din Mund!
Fulvia.
Jeg trænger til at samle mig en Stund —
— tilgiv mig!
Hyazinthos.
Nødig vi fra Dig os fjerne.
Fulvia.
(opmuntrende).
Jeg kalder snart!
Narkissos.
Vi komme altfor gjerne!
(De gaa).
(Fulvia tager Lavrbærkrandsen af sit Hoved og sætter den paa Platons).
Fulvia.
Til Dig jeg vier her, som det sig sømmer,
min vundne Lavrbærkrands, Du høje Drømmer,
Du Verdens største Tænker — største Seer
Servius.
Ja, Seer! Det er just det rette Ord.
Den gode Platon, han var grumme stor;
men han forvandled Alting til Ideer.
Det synes mig — jeg siger ej: for galt
men, hvad man kalder lidt for idealt —
Fulvia.
(afbrydende).
Ja, derom Fader har vi ofte talt;
hver Fugl maa flyve med sin egen Vinge.
— Hav Tak, fordi Du ej har stækket min!
Tro mig, jeg føler det, den er kun ringe!
Servius.
Dog er jeg stolt, min Datter, meget stolt
af den Triumf, som Du i Dag har fejret,
jeg deler den med Dig, thi, rent ud sagt,
Du har ej faaet dit Geni til Arv
fra Spindesiden, — det er mig, Du ligner,
Du har mit gode Hoved, kjære Barn!
— Dit Ydre har Du fra din græske Moder,
som døde, da Du laa endnu i Svøbet,
og som naturligvis Du ej kan mindes;
din Næse, Gang og Holdning, det er hendes,
men Ho’det, og hvad der er indeni,
det Væsenlige — Aanden — dit Geni,
det har Du arvet efter mig, din Fader.
Vel flyver ej min Kløgt saa højt som din,
men den er mere praktisk, mere fin!
Fulvia.
Du overbar med alle mine Luner —
Servius.
Ja Du er voxet op foruden Tvang —
forstaar sig, som det sømmer sig din Rang
— i Overflod, som en Patricierdatter.
Fulvia.
Af fuldest Hjerte jeg din Godhed skatter!
Servius.
Jeg selv er Filosof paa min Maneer:
Halvt Stoiker og halvt Epikuræ’r;
jeg svinger, saa at sige, mellem begge
og vilde mulig Stoa foretrække,
hvis ej dens Lære faldt mig lidt for tør.
Mit Valgsprog er: Nyd, mens Du er i Live,
og kniber det, hold dine Øren stive —
med andre Ord: Tag Livet med Humør!
Fulvia.
Det har Du, kjære Fader, sagt mig før.
Servius.
Ja, ja; — hvad Under, at jeg er lidt ør
af alt det Meget, som jeg har at passe:
Mit store Hus, min Mønstergaard paa Landet
og mine Slaver og saa meget Andet —
jeg gad nok see, om selve Sokrates
og Platon, hvis de leved, kunde trække
som jeg med Anstand for et saadant Læs!
— Dog stiller jeg mig ej med dem i Række,
jeg tager Sagen praktisk kun, som sagt,
og holder ikke af at disputere,
men Andres Visdom holder jeg i Ære —
helst din, min Datter.
Fulvia.
Ak! — jeg har kun smagt
en Draabe af den rene Visdomskilde;
men i mit Indre er en Higen lagt,
som driver mig til Tørsten helt at stille!
Servius.
Jeg aned det alt den Gang, Du var lille,
at Du var ikke af sædvanlig Slags.
Avguren, som til Raads jeg spurgte strax,
da Du var født, mig viste selv paa Himlen
din Fødselsstjerne, — klar den stod blandt Vrimlen
og lyste med en egen stille Glands,
som fast fordunkled Ariadnes Krands.
Fulvia.
Nu smigrer Du mig, Fader, — Herligheden,
som jeg har skimtet kun, gjør mig beskeden.
Servius.
Ja, man kan ogsaa tage Sligt for luftig —
tilgiv mig, Barn! Du har for liden Sands
for Verden her. — Nu taler jeg fornuftig,
som det en Fader sømmer. — Større Ære,
end den Triumf, Du fejret har i Dag,
Dig venter. Vid da: Aqvilinus selv,
Prokonsul Aqvilinus, — tænk Dig, Barn! —
har været her, imens Du holdt Din Tale
hist i Museion; — Cæsars Stedfortræder
i denne skjønne Del af Romerriget
har gjæstet mig i denne Formiddag
og anholdt om din Haand!
Fulvia.
(koldt).
Den Sag mig synes
af ringe Vigtighed. — Du svared Nej, —
naturligvis — og lod ham gaa sin Vej.
Servius.
Nej, derfor alle Guder mig bevare!
Jeg staar paa Naale, Barn; hvad skal jeg svare?
Som romersk Borger efter gammel Lov
jeg er jo i min gode Ret som Fader,
naar jeg befaler her.
Fulvia.
Men Sligt Du hader. —
Jeg veed det —
Servius.
Men han pukked selv derpaa.
Som det er Skik og Brug, hos mig han bejled
og kunde ej min Vaklen ret forstaa.
Fulvia.
Hvor plumpt! Han mener vel, at strax for Spejlet
jeg staar med Rødmen som en ydmyg Brud
og pynter paa min strenge Faders Bud
mit Haar med Roser for at tækkes ham,
som jeg skal ofres til!
Servius.
(indsmigrende).
Tro mig, mit Lam,
Du vil beherske ham og tæmme Løven!
Fulvia.
Men jeg har ikke Lyst at gjøre Prøven!
Servius.
Tænk, han kan svinge sig paa Cæsars Thronel
Fulvia.
(spottende).
Og nu, den Stakkel, mangler han en Kone!
Servius.
Forsmaa en saadan Mand! En saadan Ære!
Fulvia.
Jeg kan ej hjælpe ham, han faar det bære,
om han var selve Kejseren i Rom!
Servius.
Jeg bad ham tale med Dig selv derom;
han svared Ja — saasnart han kom tilbage
fra Templet, vilde her han atter møde.
Fulvia.
Han fordrer altsaa Svar endnu i Dag —
hovmodig som han er, — vis i sin Sag.
Ja, lad ham komme! — Mine Kinder gløde
af Harme, men mit Sind skal være koldt
og selvbehersket.
Servius.
Husk, at han er stolt!
Fulvia.
Ja, det er ogsaa jeg, endskjøndt en Kvinde!
Servius.
Betænk — i Fald Du gjør ham til min Fjende!
Fulvia.
Vær rolig, Fader, det har ingen Fare!
Som det din Datter sømmer, skal jeg svare.
Servius.
I Fald jeg vidste, at Du svared Ja,
da gik jeg mere glad end nu herfra!
(De gaa).