(En højt liggende Plads i Alexandria. Til Højre udmunde et Par Gader, til Venstre tænkes Udsigten fri over en lavereliggende Del af Staden).
(Tre af Servius’s Husslaver komme fra Højre, den ene holdende sig noget bag efter de to andre, fortabt, som det synes, i sine egne Betragtninger).
Første Slave.
Ha! ha! ha!
Anden Slave.
Hvad leer Du af?
Første Slave.
Aa! — af hele den forrykte Verden, men især af den Gamle derhjemme.
Anden Slave.
Er det vor naadige Herre, den ædle Servius, Du taler om?
Første Slave.
— Ja, Du maa ikke blive vred; men en forfængeligere gammel Nar findes der ikke i hele vor Stad; det er nu min Mening. Man skulde jo tro, at det var ham og ikke hans Datter, som i Dag skal tilkjendes Lavrbærkrandsen for Visdom, saadan som han kror sig af denne Begivenhed. Det mangler bare, at han selv skal spænde sig for hendes Triumfvogn og indbyde de Snyltegjæster, han har slæbt hjem med sig til Frokosten efter Morgenbadet, til at tage en Haand i med — for det er jo afgjort, at hun skal trækkes i Triumf herhjem fra Templet?
Anden Slave.
Afgjort? Ja hvad ellers? Tror Du, at vi er sendt herned for at staa og gabe hen i Vejret efter Ingenting!
Første Slave.
Nej, for at holde Udkig — Tre paa én Gang — jeg synes En kunde være nok til det Stykke Arbejde. — Naa, jo galere jo bedre! Havde jeg blot et Bæger her af den gamle syriske Vin, som han lader springe derhjemme, saa skulde jeg ikke beklage mig, for frisk Luft har man her: Søvinden blæser i Dag stik herind, og Solen brænder jo ikke hedere paa denne velsignede Aarstid, end at det ordenlig er en Fornøjelse at bage sig i dens Straaler. — Det vil vel ellers vare en god Stund endnu, inden det aftalte Tegn viser sig.
Anden Slave.
Hun kan først nu være midt i sin store Tale, og Signalet fra Museion, hvis Tag vi kan see herfra, vil ikke blive givet, førend Toget har sat sig i Bevægelse. I samme Øjeblik, det kommer til Syne ved Hjørnet derhenne, maa vi ile hjem og melde ham det.
Første Slave.
Ja, ellers sker vi en Ulykke! Sæt han vil holde en Tale, naar Toget har naaet Indgangen til Huset, saa maa han jo have Tid til først at besinde sig lidt; han kan da ikke styrte derud lige fra Frokosten med Maden i Munden.
Anden Slave.
Tæm din Tunge, den trænger stærkt dertil!
Første Slave.
Men Du kan dog ikke nægte, at det er uhyre naragtigt, at saadant et ungt Pigebarn sætter sin Ære og Fornøjelse i at staa frem og holde Taler i en Forsamling af lutter langskjæggede Filosofer og lærde Skaldepander. Skal det kaldes Visdom? Ha! ha! ha! Jeg kalder det for Galskab.
Anden Slave.
Vogt Dig for hvad Du siger! Hun er en ædel Jomfru, ren som Solen!
Første Slave.
Guderne forbyde, at jeg skulde mene Andet!
Anden Slave.
Man skal søge længe, inden man finder hendes Mage!
Første Slave.
Ja, i den Forstand, som Du tager det, men ellers vil det da ikke falde saa svært at finde en Mage til hende. Bejlere er her i det Mindste nok af, og Du vil da ikke indbilde mig, at hun har i Sinde at leve og dø som Jomfru.
Anden Slave.
Tiden vil vise det. — Hun er ikke som andre Kvinder.
Første Slave.
Nej, det har Du Ret i; undertiden, naar det falder hende ind, klæder hun sig jo som et Mandfolk, for i dette Stykke som i alle andre følger hun kun sit eget Hoved. Den Gamle kan hun vikle om sin Finger. Men læg Mærke til hvad jeg siger: Her er Noget i Gjære i Dag. Tror Du, at det er for Intet, at vor Prokonsul i denne Formiddag for første Gang har aflagt vor naadige Herre et Besøg og haft en Samtale med ham i Enrum? Saae Du, hvorledes den Gamle straalede, da han fulgte ham til Dørs, og hvor haanlig den Anden maalte Lapsene, som har budt sig til Gjæst derhjemme?
Anden Slave.
Ja, det er lette Varer! Hundrede saadanne Fyre opvejer ikke en Mand som vor Prokonsul!
Første Slave.
Nej, det er vist! — Jeg siger endnu en Gang: Pas paa, her er Noget i Gjære!
Anden Slave.
Nu, om saa er: Ingen Mand, om han end staar nok saa højt, er for god til at bejle til hende. — Men der falder mig Noget ind: Du havde dog Ret i, hvad Du før sagde: Tre behøver vi ikke at holde Udkig her. I To kan jo nok besørge det, uden at jeg, som er den ældste og som har Andet at passe, behøver at gjøre Jer Selskab. Hav blot Øjnene med Jer, og glem ikke hvad I staar her for: Jeg løber nu hjem for at see, hvorvidt de er komne med Maaltidet. (gaar).
Første Slave.
(med en Grimace efter den Bortgaaende).
Og for at smage paa Levningerne, mens vi staar her med tørre Munde. Ja — fiffig er han og gammel i Huset — han veed, hvordan man skal sno sig!
(Vender sig til den tredie Slave, som uden Deltagelse for de Andres Samtale har holdt sig afsides).
Halløj Kammerat! Du staar jo der saa fordybet i dine egne Betragtninger, som om her ikke var vigtige Ting at tage Vare paa.
Tredie Slave.
Du har Ret. Jeg glemte for en Stund, at jeg er Slave.
Første Slave.
Det kan man se paa Dig! Er det Svalernes Flugt, Du studerer?
Tredie Slave.
Nej! — jeg betragter Byen — jeg kom jo først hertil i Gaar, nedstuvet mellem andre Slaver i et Skibsrum. Din Herre kjøbte mig. Alt er mig endnu saa fremmed her.
Første Slave.
Ja, det er sandt: Du er jo først i Dag bleven optaget blandt os Husslaver, hvilket Du kan takke dit nette Udvortes for, thi vi hører Alle til de Udsøgte, skal jeg sige Dig; men her er saa mange af os, at vi ikke lægger videre Mærke til En til eller fra. — Naa, til Lykke! Her er min Haand paa godt Kammeratskab. Er her Noget, Du vil vide Besked om, saa er jeg til din Tjeneste. Spørg kun væk!
Tredie Slave.
(pegende mod Himmelbuen).
Staar ikke Solen op i det Himmelhjørne?
Første Slave.
Jo — i Øst; — det plejer den i det Mindste, men om den vil gjøre det i Morgen eller i Overmorgen, tør jeg ikke svare for, thi hvorfor skulde ikke ogsaa den faa Nykker og skeje ud lige som andre store Herrer. — Er Du maaske Soltilbeder?
Tredie Slave.
Nej, jeg vilde kun vide i hvilken Retning Landet ligger, hvor jeg er født: Grækenland.
Første Slave.
Naa, — saadan at forstaa. Du er en Græker. Ja, nu er vi Alle Landsmænd: Romere, Grækere, Ægyptere, Syrere og Barbarer. — Jeg havde nær sagt Jøder og Kristne med (spytter foragtelig). Jeg spurgte Dig ellers kun, fordi jeg troede, at Du vilde være paa Moden. —
Tredie Slave.
Jeg forstaar Dig ikke.
Første Slave.
Jo, seer Du: Siden vor højmægtige Kejser Heliogabalus, der, som Du jo nok véd, har været syrisk Solpræst, er kommen til Magten, har vi til alle vore øvrige Galskaber ogsaa faaet den at dyrke Solen.
Tredie Slave.
Helios?
Første Slave.
Nej, det er en gammel Historie. Hvad jeg taler om, er noget ganske Andet; det er en sort Sten, som skal forestille Solen. Flere af vore Templer er allerede paa kejserlig Befaling blevne omkalfatrede og indviede til denne nye Guddom.
Tredie Slave.
(seende ud over Byen).
Hvilken Vrimmel!
Første Slave.
Af Guddomme? Ja, her er saa mange, at man næsten har ondt ved at hitte Rede imellem dem; men hjælper ikke den Ene, saa kan man jo forsøge det med en Anden.
Tredie Slave.
Nej, jeg mente af Templer. Aldrig før har jeg seet en prægtigere Stad.
Første Slave.
Det maa Du nok sige. Den giver heller ikke Rom eller det gamle Babylon meget efter. Har Du Penge, saa kan Du her faa Alt, hvad Dit Hjerte begjærer: Silke, Diamanter, Purpur, Perler, kostelige Kryderier, friske Østers og bedærvede Mennesker. Tørster Du efter Lærdom, saa har vi her hele Pakhuse fulde; vi plages af Vismænd som af Fluer og kan næppe spytte for Poeter. Dyder har vi kun faa af, men hvad Laster og Daarskaber angaar, er vi saa vel forsynede, at vi kan lyksaliggjøre hele den øvrige Verden dermed.
Tredie Slave.
Det summer histude som i en Bikube — og see: Rækker af svært belæssede Pukkeldyr bevæge sig frem imellem Menneskevrimlen. —
Første Slave.
Ja, i den Retning — gjennem Solporten — det er Handelskaravanerne, som drager herind fra den libyske Ørken og Landene hinsides den hellige Nil.
Tredie Slave.
— Og hist Havnen — og Havet, det udstrakte Hav.
Første Slave.
Ja, Guderne skee Tak! Der er da ikke mere Snavs her i Verden, end der i Nødstilfælde er Vand til at skylle det af med!
Tredie Slave.
Det er for mig, som om hvert Vindpust derfra bringer en Hilsen med fra mit Hjem — fra Athens Violer.
Første Slave.
Violer? Ha! ha! ha! Det er Pomade, Du lugter. Kommer Du for Skade, Kammerat, at løbe vild i Smaagaderne dernede, saa kan Du aldrig tage fejl af Vejen herhjem, for her i vort fine Kvarter dufter det altid som i en Pomadekrukke. Vi bestiller ikke Andet her, skal jeg sige Dig, end salve os og begaa Dumheder. — Men, ved mit Skjæg! der har vi det! See! See! (peger ud til Venstre).
Tredie Slave.
Hvad mener Du?
Første Slave.
Ih! Signalet, Menneske! Triumftoget! — Nu første Mand hjem til den Gamle. Vejen og Trapperne i fire Spring! (Løber ud til Højre, fulgt af den Anden).
(Efter en kort Pavse, under hvilken enkelte Grupper af Nysgjerrige samle sig paa Skuepladsen, forkynder en dæmpet Musik, blandet med Jubelraab, at Triumftoget nærmer sig. Fulvia, staaende pa en Triumfvogn, der trækkes af hendes Beundrere, kommer fra venstre Side Hun er iført en snehvid Dragt og bærer en Lavrbærkrands paa Hovedet. Foran Toget sees Tvillingbrødrene Narkissos og Hyazinthos, den første i en rød, den anden i en blaa Dragt, bærende gyldne Tavler med Indskrifter til hendes Ære).
(Raab fra Folkestimlen, som omgiver hende: „Hil Fulvia; Athenes Yndling, den vise Fulvia! Hil! Hil!”)
(Romerske Liktorer komme fra Højre og standse Toget, da det er midt paå Skuepladsen).
Første Liktor.
Plads for Alexandrias Prokonsul Aqvilinus!
Anden Liktor.
Plads for ham, der hersker i Cæsars Navn!
(Aqvilinus, iført Toga med bred Purpurbræmme, træder frem fra samme Side og gaar rask hen foran Toget, idet han giver Liktorerne et bydende Vink om at gaa til Side.)
Aqvilinus.
For Dig jeg viger, skjønne Fulvia.
Men skil min Hyldest vel fra disse Raab —
den gjælder ej din Visdom, men Dig selv,
din Ungdom og din Ynde!
Fulvia.
Ufrivillig
jeg spærrer her Dig Vejen, høje Herre;
og, hvis det staar til mig at vælge her:
jeg viger Pladsen.
Aqvilinus.
Nej, ved Jupiter,
den Mægtige, til hvem jeg gaar at ofre
i denne Stund! jeg hilser dette Møde
som heldigt Varsel. Sagnet, veed Du, siger:
naar man før Middag paa sin Tempelvej
møder en snehvid Due, skal det Ønske,
som man vil bære frem for Gudens Alter,
krones med Sejer. — Hil Dig, skjønne Jomfru!
Vær Du mit gode Varsels hvide Due!
Fulvia.
Jeg ynder ikke Duen, høje Herre;
af kjælne Hyrder helliget til Venus,
den kjeder mig med sin forelskte Kurren.
Min Smag er mere streng — jeg foretrækker
Pallas Athenes Ugle: Visdomsfuglen!
Aqvilinus.
Men den er ogsaa Nattens — Dødens Fugl —
og passer ilde til din fagre Ungdom.
— Du hører Lyset til!
Fulvia.
I Natten tindre
de evige Stjerner; først naar Dagens Lys
ei meer os blænder, tale de til Sjælen
om Livets Gaader.
Aqvilinus.
Ingen Dødelig
formaar at løse dem!
Fulvia.
Men dertil stræber
dog Hver, som søger Visdom!
Aqvilinus.
Leve viist
er bedre end at gruble Livet bort;
selv til en Strid herom er det for kort!
Fulvia.
Nu vel! Saa skilles vi, min høje Herre.
— Gid aldrig meer jeg maa Dig Vejen spærre!
Aqvilinus.
(idet han viger til Siden).
Hvor er en Mand saa stolt, han hilser ej
med Glæde slig en Hindring paa sin Vej!
(Han gaar, fulgt af Liktorerne, ud til Venstre, medens Triumftoget under fortsatte Hyldestraab fjerner sig i modsat Retning).