Herlig er du vel, o gyldne Morgen,
I din evigfriske Ungdomsglands!
Lysets Barn, du kjender ei til Sorgen;
Duggen perler fra din Rosenkrands!
Som Opstandelsens Cherub du iler
Frem af Paradisets Port i Øst,
Og, som Bruden efter Natten, hviler
Rødmende din Kind til Jordens Bryst!
Medens Lærken fløiter paa din Skulder,
Føler Livet henrykt, det er til!
Ak — men Stjerneteppet du opruller
For det store Verdens-Sørgespil!
Hør, hvor vildt de tumle sig og støie;
See, den Vise ryster Lokken stum.
Medens Digteren med sorgfuldt Øie
Søger om et tabt Elysium!
Syndens vilde Kræfter op du vækker:
Som Giganter storme de til Strid!
Sjælen, ligt Polypen, graadig strækker
Hundred’ Længsels Arme hid og did!
Hist om Arons Guldkalv Daaren dandser;
Her staaer Dyden, betlende om Brød; —
Hvilken Farce, fuld af plumpe Sandser,
Fuld af Daarskab, Smaalighed og Nød!
Dog, du Straalende, jeg maa dig hylde,
Medens Hjertet eier Ungdomsmod:
Livet breder du i al dets Fylde
Som et broget Teppe for min Fod.
Men din drømmende, din ældre Søster:
Aftnen — Aftnen elsker jeg dog meer,
Hun, som samler Tanken, hun, som trøster
Og i Barmens skjulte Dyb mig seer!
Ja, til dig, du vemodsfulde Høie!
Ja, til dig, du drømmerige Qvæld,
Med dit engleklare Stjerneøie,
Hælder Hovedet min trætte Sjæl,
Medens svundne Dages Minder svæve,
Venligt klagende, mit Blik forbi,
Og igjennem Lyrens Strenge bæve
Ahnelser om evig Harmonie!
Stille Dæmring hviler over Dalen; ’
Alt er Guld og Purpur og Azur;
Hellig Vemod fløiter Nattergalen,
I den tause, drømmende Natur.
Bølgen kruses af de milde Vinde;
Nu et Pladsk — nu eet, og nu igjen —
Kom i denne Stund min værste Fjende,
Kjærlig rakte jeg ham Haand som Ven!
Ja, de mørke, urofulde Kræfter
Synke alle i dit Skjød til Blund;
Stille sidder du og tænker efter,
Taus, med Rosenfingren paa din Mund;
Medens Millioner Flammetunger
Synke ned paa Engen ovenfra.
Og hvert Straa og Blad paa Jorden sjunger
Saligt hviskende Haleluja!
O modtag, du Herlige, fra Støvet
Dette vemodsfulde Hjertes Priis!
Hør, hvad Sjælen drømmende i Svøbet
Laller om sit tabte Paradiis! —
Skjænk din Sanger stedse Trøst og Hvile,
Til han lægger træt sin Vandringsstav,
Til engang du skal i Høsten smile,
En guldvinget Seraph, paa hans Grav!