I den vilde Skovnatur,
I det gamle Gurre
Sørger en forfalden Muur,
Dækt med Græs og Burre;
Nordenvinden suser reen
Over Kattegattet;
Kalk og Gruus og brændte Steen
Ligge spredt i Krattet.
Vaaren grønnes, Vintren sneer,
Nætter flye med Dage,
Drømmende Ruinen seer
Paa sin Glands tilbage;
Sælsomt som et Aandepust
Sukker det i Støvet,
Naar en Raabuk i August
Rasler gjennem Løvet.
Som et Kongeslot tilforn
Kneiste disse Stene;
Mægtigt hæved’ sig dets Taarn
Over Bøgens Grene;
I den hvælvede Portal
Pagestaren ilte;
I den stolte Riddersal
Stolte Damer smilte.
Her paa vilden Hingst sig svang
Atterdag forvoven;
Her til Jagten Hornet klang
Lystigt gjennem Skoven; —
Fort det gik med Lynets Iil
Over Agerhegnet;
For den gyldne Kongepiil
Mangen Kronhjort segned’.
Som af en Orkan i Høst
Lagdes Marken øde;
Først paa Søborgs fjerne Kyst
Hundeglammet døde.
Fra den urofulde Skov
Saae man Fuglen flytte;
Hjort og Ræv, med blodig Bov,
Bragtes hjem som Bytte.
Naar i Aftenrødens Glands
Slottets Ruder blinked’
Og til Elskov, Sang og Dands
Skjønne Damer vinked’;
Ind af Porten Toget drog;
Hvilken Larm og Trængsel!
Sødt i mangt et Hjerte slog
Kjærlighedens Længsel.
Latter, Sang og vittig Skjemt
Toned’ ned fra Salen;
Tydske Eder blev’ ei glemt’.
Lystigt klang Pokalen!
Valdemar, i Fyrsters Rad,
Tømte fro sin Kande;
Nærmest ham Margretha sad
Med sin Herskerpande.
O, hvad er al jordisk Magt!
Arme, usle Rester,
Hvor er eders Glands og Pragt?
Hvor er eders Gjæster?
Ingen vittig Kongerøst
Kan jeg her nu høre,
Bøgelovets Fald i Høst
Fængsler kun mit Øre.
Hvor er Valdemar og Hver
Fra de gyldne Dage?
Vil ei atter Dagen meer
Kalde ham tilbage?
Længst har Døden af hans Haand
Vristet Herskerstaven,
Som en fredløs Nattens Aand
Stiger han af Graven!
Paa den svundne Storheds Muld
Dødens Engel sover,
Himlen breder høitidsfuld
Hvælvingen derover;
Sjeldent kun en Sangfugl staaer
Paa de gamle Mure;
Kongelyset frodigt staaer
I den mugne Fure.
Stolte, kjække Valdemar,
Paa dit Slot jeg sidder!
Selv et Kongelys du var
I de dunkle Tider!
Kom og see, hvor skimlet grøn
Her dit Eden synker!
Hvor et marvløst Sekels Søn
Paa dets Gruus Dig ynker!
Ak, i Støvet est Du lagt,
Slettet ud af Jorden!
Sagnet om den vilde Jagt
Mindes knapt i Norden.
Tryg den bange Hare gaaer
Ved din Jægerbolig,
Og den vilde Heire staaer
Paa Ruinen rolig.