Paa Havets Bred
Jeg sidder ene.
Med Øiet kjed
Af Verdens Scene.
Det gjør saa godt,
At skue Noget,
Det vilde Graat
Paa alt det Broged’.
Ved Skræntens Fod
Nordhavet ruller;
Den stemmer mod
Sin Kæmpeskulder.
To Egetræer,
Forknyt’ for Blæsten,
Lidt Græs jeg seer;
Alt dødt forresten.
Dog hist en And
Paa Bølgen vugger,
Hvor Solens Brand
I Vesten dukker.
Du vilde Fugl,
Laan mig din Vinge!
Fra Jordens Muld
Jeg gad mig svinge!
Derud! derud!
Langt i det Fjerne!
Til Storm og Slud
Fik kjølt min Hjerne.
Sin Jettekrop
En Sky nu løfter.
Mod Himlen op.
Fra Kullens Kløfter.
Den ligner Thor;
Høit Hamren gløder;
Havormen snoer
Sig ved hans Fødder.
Paa denne Steen
Sad’ Tre vi sammen;
Nu staaer her Een
I Aftenflammen.
Med Sympathi
Steg’ vore Tanker;
Nu Hver sin Sti
I Verden vanker.
Saa blegner Alt
I Livets Ramme;
Som Sagn, fortalt
Af snaksom Amme.
Seer Bølgen Du:
Et Spil for Vinde? —
Hvo kan den nu
I Dybet finde?
Født, synke træt
Blandt trende Fjæle!
Lidt Aandedræt! —
Det er det Hele!
I tusind Aar
Blev Drøv det tygget
Naar ender, naar:
Spectakelstykket?