Ak, det herlige Lys er slukket,
Stum er den mægtigste Harpe i Nord!
Skjalden, den store, Øiet har lukket,
Hakons Digter skal sænkes i Jord.
Der hvor han sang til Orglet som Lille,
Rede de nu bag Kirken hans Seng,
Der skal han sove hos Moderen stille —
Konge blandt Skjalde blev hendes Dreng!
Prægtig som Sol af vinterlig Taage
Hæved han sig med Aarhundredets Gry;
Gjennem den lille Kirkegaardslaage
Bæres han nu med det evige Ry.
Aldrig de herlige Toner skal svinde,
Som fra hans malmfulde Harpe klang!
Aldrig, mens Norden eier et Minde,
Glemmes Roars og Helges Sang!
Oldtiden vaagned! Heltene leved!
Som en Aladdin, af rugende Muld
Skatten, den glemte, atter han hæved,
Sangens pureste, funklende Guld.
Livet med al dets Jubel og Smerte
Lød i hans dybe, begejstrede Røst;
Baldur og Jesus fyldte hans Hjerte,
Smelted med Veemod hans mandige Bryst.
Hisset til alle de herlige Døde
Stiger han nu, til Evigheds Glands;
Fortidens Store gaae ham imøde,
„Heltenes Hænder hænge i hans.”
Ikke vi klage tør ved hans Baare —
Endt er hans Storværk, fuldbragt hans Kald
Ikkun Beundrings hellige Taare
Græder Norden for Hakons Skjald.