Hans Vilhelm Kaalund (1818–85)

Opmand Dig, Du Danske! lad Verden nu see,

At ei Du vanslægted i Tiden.

Skal Dannemark rammes af Skændsel maaskee?

Nei, for skal vi knuses i Strid e n!

End ruller derude det sortladne Hav,

Det bruser om Fædrenes Seire;

Paa Kæmpernes Høie, paa Heltenes Grav

Skal Voldsmænd ei haanligt sig leire!

For Frihed, for Frelse i Trængselens Stund

Vi kæmpe saa mange vi ere,

Og Den skal vi kalde den feigeste Hund,

Som svigter sit Fædrelands Ære.

Vi drives jo ikke af Trods eller Had,

Vi kæmpe for Danmark, vor Moder.

Vort ældgamle Land vil man splitte os ad

Og bortrive Broder fra Broder.

Vi rase jo ikke med Ulvenes Mod,

Med Lov vil vor Frihed vi bygge;

Vi føle ei Tørst efter Menneskeblod,

Men Tørst efter Menneskelykke!

I Kreds om vor Konge som Muur vil vi staae,

Thi dansk er hans ærlige Tanke;

Og Fjenden skal trække det korteste Straa,

Naar Loven først reiser sin Manke.

Ja, Seiren, den lyse, skal følge vor Sag,

Saavist som med knejsende Pander

Vi vende vort Øie mod Frihedens Dag

Og Ryggen mod Verdens Tyranner!