Der er paa Jord et helligt Baand,
Saa skjønt som intet andet,
Af Kvindens lette, bløde Haand
Og Mandens stærke dannet.
Den svage Haand, hvor har den Magt,
Naar stærkest Lænke glipper;
I Mandens Høire trofast lagt,
Den aldrig mere slipper!
Og slig en Haand er bleven Din,
O Brudgom, føl Din Lykke!
Den vil, saa lille, skjær og fiin,
En Lykkens Borg Dig bygge,
Et Fredspaulun for Verdens Kiv;
Og henrykt skal Du mærke,
At Kvinden i det stille Liv,
I Ømhed er den stærke.
Og tro ei hvad saa tidt er sagt,
I lykkelige Tvende,
At naar først Haand i Haand er lagt,
Romanen er tilende.
Nei Stoffet er bestandigt rigt,
Og det kan aldrig tømmes;
For Eder blive det et Digt,
Saa skjønt som det kan drømmes!