Nu skriver fast Alle den dejligste Stiil,
Man digter og rimer saa yndigt;
Kritiken gaaer efter med Høvl og med Fiil,
Og det saa det næsten er syndigt.
Saa priser man Literaturens Held;
Men det smager ikke af Livets Væld.
Forstanden driver saa kløgtigt et Spil,
Den alt i Systemer vil føie;
Ja vist skal af Øine der skarpe til
At træde et Synaaleøie!
Men Musen dog aldrig fødte et Fjeld —
Som før græder Aanden for Livets Væld!
Ja Verden, den bliver saa led og saa kjed,
Den gaber og skaber sig kræsen;
Saa kildrer man den med lidt Vittighed
I Siderne og under Næsen,
Og Narrenes Brixe slaae Smæld i Smæld;
Men det smager ikke af Livets Væld.
Heel broget er Smagen fra Taa og til Top,
Modern, antik og romantisk
Min Stol pompeiansk og kinesisk min Kop;
Dog skaber sig Dverrgen gigantisk:
Et Been i Dalen og et paa Fjeld;
Men det smager ikke af Livets Væld.
Effekten! Effekten! tilbeder vor Slægt:
Man skyder paa Fyrster og Konger,
Saa kappes Ens Hoved med megen Effekt,
Man nævnes af tusinde Tunger;
Der prækes og gjøres urimeligt Spræl —
Men det smager ikke af Livets Væld.
Lidt Nyt maa det være! ja vist noget Nyt!
Nu trænge vi til det Pikante;
Saa vender man Tingen paa Vrangen, Pyt!
Til Pirringen ere vi vante.
Den Nyhedslyst er mig forskruet og grell,
Ældgammelt som Livet er Livsens Væld.
Med Dampen man seiler, trods Veir og trods Vind
Og kalder sig Kræfternes Herre;
Man damped sig gjerne i Himmelen ind,
Men bliver dog ude, desværre!
Som før er af Hunger og Død man Træl —
Af Kuldamp smager ei Livets Væld!
Ja, trods al vor Kløgt og vor smukke Stil,
Og alle de mange Maskiner,
Vor Tid har om Munden saa sygt et Smiil,
Og sørgende ere dens Miner.
Det tykkes mig tidt som det lider mod Kvæld,
Som vi skal gjenfødes i Livets Væld!
Naar Bølgen sig løfter, den synke maa
For atter sig mægtigt at hæve
Saa lad det kun falde, hvad ei kan bestaae,
Hvad Aanden tilhører skal leve!
Jeg troer det forvist, det hæver sig vel
Med seierrig Pande af Livets Væld!
Jeg troer det forvist, jeg stoler paa Gud!
Til Lise for Menneskesorgen,
Den Kamp for Lyset skal kæmpes ud,
Og Dæmringen følges af Morgen,
Ja friskere Sløgter til Jorderigs Held
Opdukke, forklared’, af Livsens Væld!
Men naar skal den komme, den store Idee,
Som Tiden forjætter at føde?
Skal fjernere Slægter dens Straaler først see,
Naar vi, som den aned, er døde?
Jeg havde saa gjerne kvæget min Sjæl
Ved Livets evige Sundheds Væld.
Jeg havde saa gjerne hilset med Sang
De lysere, skjønnere Dage!
Men Tiden henvandrer urokket sin Gang;
Det hjælper slet ikke at klage.
Thi maa jeg end synge som Lærken i Kvæld,
Jeg jubler som den dog for Livets Væld.