Kom glade Overgivenhed
Og Fryd for Ingenting,
O, kom og tag mig atter med
Til Dands og Leg og Spring!
Min Kind har Skjæg, dyb er min Røst,
Og jeg er stiv og sat;
Kom overgivne Barndomslyst,
Flet Blomster om min Hat!
O drag mig ud til Skov og Eng, —
Jeg kjedes ved min Bog;
Drag mig, som naar den vilde Dreng
Du før til Frihed drog.
Ja, gjør mig glad og let og mild,
Som fordum Du mig fandt,
Før Verdens Alvor gjør mig til
En mørk og stiv Pedant.
Nu spørger koldt mit Hoved, om
Min Glæde har en Grund,
Hvis ei, da er den Latter tom,
Som toner fra min Mund.
O, hvad skal Fryd med ydre Grund!
Alverdens Sorg som Fjer
Bortvifter jeg jo med min Mund,
Naar jeg som Barnet leer.
Hvad hjalp det vel om Jordens Guld
Man lagde i min Haand?
Det blev kun Muld som andet Muld
For en mismodig Aand.
Og steg jeg end til Ærens Top,
Fandt jeg min Glæde der?
Uhyre svulmer Ønsket op
Og hvisker altid: Meer!
See, Verdens Herre seer sig midt
I Pragten arm omkring —
Den sande Fryd behøver lidt,
Den leer ad Ingenting.
Naar Barnet jubler sjælefro
Spørg det engang: for Hvad,
Alt hvad det veed, er at det lo
Fordi dets Sjæl var glad.
O, kom min gamle Glæde, Du!
Jag mine Griller hen;
Jeg vil jo være nøisom nu,
Gjør mig til Barn igjen!
Man bliver en Forstening stiv
I Tidens kolde Elv;
Giv mig de Indfald, fuld’ af Liv,
Som sprudle af sig selv.
Giv mig den friske Barndomslyst
Og Fodens lette Iil,
Det raske Blod, det aabne Bryst
Og glade Ungdomssmiil.
Kom tag mig atter, tag mig med
Til Dands og Leg og Spring,
Min gamle Overgivenhed
Og Fryd for Ingenting!