Jeg sad og saae
Mod Skyen graa,
Og veed Du hvad jeg tænkte paa?
Jeg tænkte, Ven,
Engang som den
Vil Livets Kummer svinde hen!
Vi skue til
Ved Skyens Spil,
Og finde hver hvad selv vi vil.
Ja, hver vil see
Kun sin Idee, —
Man græde maa derved og lee.
Hvor jeg saa grandt.
Kun Myggen fandt
Min Nabo saae en Elefant.
Men Skyen gaaer.
Og Sol opstaaer
I Østen som for tusind Aar.
Saa gaaer dernæst
Den ned i Vest
Hver Aftenstund, trods Regn og Blæst.
Dog fra dens Vei
En Tomme ei.
Den rokker ikke Du og jeg.
Og derfor fro
Jeg gaaer til Ro,
Og holder paa min simple Tro:
At Skyen gaaer,
Men Sol opstaaer
I Østen som for tusind Aar!