Kom liden Thora, kom og sid
Søsterlig ved min Side!
Alt i Morgen mig seer i Strid
Solen i Østerlide.
Hvæsset er nu min lette Piil,
Skærped’ Gangerens Hove;
Kvælden kaster sit Afskedssmiil,
Gjennem de dunkle Skove.
Sladdre vil vi i Aft’nens Stund,
Sladdre som gamle Venner;
Sid ved min Side og ræk mig kun
Dine sneehvide Hænder!
Barn Du var, da vi skiltes ad,
Nu alt en Jomfru stille.
Husker Du, da paa mit Knæ Du sad,
Deilige Thoralille?
Nu skal atter i Kamp jeg bort,
Falder maaskee i Morgen;
Vikingen kan kun dvale kort.
Har ikke Tid til Sorgen.
Derfor vil vi nu sammen lee,
Barnligen os fornøie.
Kan Du ei meer som fordum see
Kjærlig mig i mit Øie?
Hovedet ryster Du taus og bleeg —
Er Du ei meer den Gamle,
Siden Du voxed fra Barnets Leg,
Voxede fra Din Skamle?
Lidet til Livets milde Lyst
Kjender den haarde Kampe;
Frygter maaskee Du min stærke Røst,
Vil jeg den gjerne dæmpe.
Kampens Bulder og Sværdeslag
Hærder en Vikings Stemme;
Naar man har raabt gjennem Stormens Brag,
Kan man vel Møer skræmme.
Kan maaskee Dig mit barske Skjæg
Og mit Øie forskrække,
Vil jeg tage min Hjelm fra Væg
Og mit Hoved bedække.
Taus og bleg Du i Hytten gaaer,
Siger ei hvad Dig feiler;
Thora, siig om Dit Hjerte slaaer
Hemmeligt for en Beiler.
See! jeg giver Dig alt mit Guld,
Da kan Dit Bryllup stande;
Lykken mig bliver vel atter huld
Paa de skummende Vande.
Seieren og den raske Daad
Mere end Guld jeg skatter. —
Hvorfor brister Du ud i Graad,
Deilige Kæmpedatter?
Har man krænket Dig? er Du syg?
Hvad har bleget Dig Kinden?
Kvinden er kun en Lillie myg,
Visner for Nattevinden.
Gaa og læg Dig til Slummer hen!
Let udsover Du Sorgen.
Langt fra Dig er Din Barndomsven,
Naar Du vaagner i Morgen.
Mægtigt lokker ham Kampens Gru,
Han maa sin Lykke friste.
Ræk ham Munden til Afsked nu;
Det er maaskee den sidste.
Bleg og stille Du staaer som før,
Taus Du Dit Hoved ryster. —
Nu, saa Farvel da! ifald jeg døer.
Mindes mig da som Søster!