Kom liden Thora, kom og sid
Søsterligt ved min Side!
Alt i Morgen mig seer i Strid
Solen i Østerlide.
Hvæsset er nu min lette Piil,
Skærped Gangerens Hove;
Qvælven kaster sit Afskedssmiil
Gjennem de dunkle Skove.
Sladre vil vi den Aftenstund,
Sladre som gamle Venner;
Sid ved min Side og ræk mig kun
Dine sneehvide Hænder!
Barn Du var, da vi skiltes ad,
Nu alt en Jomfru stille.
Husker Du, da paa mit Knæ Du sad
Deilige Thoralille?
Nu skal atter i Kamp jeg bort,
Falder maaskee i Morgen;
Vikingen kan kun dvæle kort,
Har ikke Tid til Sorgen.
Derfor vil vi nu sammen lee,
Barnligen os fornøie.
Kan Du ei meer som fordum see
Kjærligt mig i mit Øie?
Hovedet ryster Du taus og bleg;
Er Du ei meer den Gamle
Siden Du voxed fra Barnets Leg,
Voxede fra Din Skamle?
Lidet til Livets milde Lyst
Kjender den haarde Kæmpe;
Frygter maaskee Du min stærke Røst,
Vil jeg den gjerne dæmpe.
Kampens Bulder og Sværdeslag
Hærder en Vikings Stemme;
Naar man har raabt gjennem Stormens Brag,
Kan man vel Møer skræmme.
Kan maaskee Dig mit barske Skæg
Og mit Øie forskrække,
Vil jeg tage min Hjelm fra Væg
Og mit Hoved bedække.
Taus og bleg Du i Hytten gaaer,
Siger ei hvad Dig feiler;
Thora, siig om Dit Hjerte slaaer
Hemmeligt for en Beiler.
See! jeg giver Dig alt mit Guld,
Da kan Dit Bryllup stande.
Lykken bliver mig atter huld
Paa de skummende Vande.
Seieren og den raske Daad
Mere end Guld jeg skatter.
Hvorfor brister Du ud i Graad,
Deilige Kæmpedatter?
Har man krænket Dig? er Du syg?
Hvad har bleget Dig Kinden?
Qvinden er kun en Lilie myg,
Visner for Nattevinden.
Gaae og læg Dig til Slummer hen!
Let udsover Du Sorgen.
Langt fra Dig er Din Barndomsven,
Naar Du vaagner i Morgen.
Mægtigt lokker ham Kampens Gru;
Han maa sin Lykke friste.
Ræk ham Munden til Afsked nu;
Det er maaskee den sidste.
Bleg og stille Du staaer som før
Og Dit Hovede ryster. —
Nu Farvel da! hvis Kæmpen døer,
Mindes ham da som Søster!