Nordens Homeros! Hvad kan jeg Dig sige,
Som alt ei Tusind’ har sagt?
Du, som din Stav over Aandernes Rige,
Har lig en Troldmand udstrakt!
Prise din Storhed? Den Vise er gammel,
Sjungen af Mange før mig —
Ak, fast jeg troer, fra jeg sad paa min Skammel
Elsked som Fader jeg Dig!
Saae jeg med Thor Dig til Ragnarok age
Vældig mod Afgrundens Orm,
Tyktes mig kraftig min Arm til at tage
Himlen og Jorden med Storm!
Sang Du om Axel og Valborg, og maled
Rørt Du Coreggio’s Død,
Var det som Englenes Vinger mig svaled
Kindernes brændende Glød!
Da Du blev født, til Din Vugge nedstege
Muserne, smilende hver.
Sophocles, Shakespeare, og Ossian, den blege
Svæved usynlig Dig nær:
Malere, Spillemænd, Vise og Skjalde
Kyssed Din Pande og Kind;
Derfor Dit Prisma fik Glands af dem alle
Deiligt med Syvstjernens Skin!
Fulgt jeg har Dig i det Dybe, det Høie,
Fulgt Dig til Kamp og til Leg;
Dristigt, som Freier, med speidende Øie,
Op paa Dit Hlidskjalf jeg steg;
See, som den deilige Gerda, da røved’
Musen mit Hjerte, min Ro,
Ikke jeg dvæled’, før blomstrende Løvet
Favned os Elskende to.
Tilgiv nu Skjald, at sig ynglingen nærmer,
Ført af Begejstringens Ild!
Kald bam ei Daare, og kald ham ei Sværmer!
Skjænk ham kun venligt et Smiil!
Vel mod Din mægtige, himmelske Lue
Faldt i hans Sjæl dog en Gnist;
Og hvis Du dybt i hans Bryst kunne skue,
Vilde Du elske ham vist!
Mejslen i Haanden man gav mig og Leret;
Ak, det blev dødt for min Haand!
Træerne grønne og Solstraaleskjæret
Drog til Naturen min Aand.
Penslen da greb jeg, men kasted den atter.
Nu først forstaaer jeg mig selv!
Nu mig med svulmende Bølger omfatter
Sangens henrivende Elv!
Tag da, Du Rige! hvad kjærligt jeg byder;
Tro mig, jeg veed det er lidt!
Blomsterne vilde paa Gjærdet dog fryder
Meer end de kunstige tidt.
Tag dem til Tak for Din Digtersols Straaler;
Men for Dit Hjertes især,
Du, som det Høie i Sole, Violer
Endnu som Barnet har kjær!