En Sommerfuglesamling er disse mine Sange.
De flagred i mit Indre, der tog jeg dem tilfange.
Jeg vilde dem med Jubel i Verden udsende;
Men ak, da var de døde, — jeg kunde dem ei kjende.
Dog synes mig nu, da jeg dem atter bringer
Som spiller af min Ungdom et Skjær paa deres Vinger.
See derfor har jeg draget dem frem for Lysets Straale,
De blege Falæner og stukket dem paa Naale.
Ja, stukket dem paa Naale! og nu vil Verden dømme
Fra disse døde Sange til mine Digterdrømme.
Og den vil troe mig fattig, og den vil haanligt tænke:
„Er det Din hele Rigdom, det Bedste Du kan skjænke?
Det er jo kun Frostmøl fra Din Vaar, den forsvundne,
Kun Tusmørkesværmere i Dæmringen fundne.
Selv, efter lange Aar, Du atter Dig nærmer,
Og er kun hvad Du var — kun en Tusmørkesværmer.”
O nei! o tro det ikke! o vent til de næste!
De røre sig derinde! der gjemmer jeg de bedste.
Som Pupper har jeg baaret dem skjult i mit Hjerte,
Som vingeløse Orme, som Tvivl og som Smerte.
De krøb mig ind i Sjælen med Livets Strid og Jammer,
Og hvad jeg led det veed kun mit eensomme Kammer.
Men af de stille Pupper og af de blege Larver
Kan blive Sommerfugle med alle Livets Farver.
Jeg synes, jeg mærker at Forvandlingen er omme
Jeg venter kun den varmende Solstraales Komme.
Som store Sommerfugle de røre sig derinde,
Med alle Livets Farver, med Vinger som skinne.
Maaskee skal det mig lykkes engang dem at fange:
Maaskee skal ud de flyve som jublende Sange!
Faa kun paa Jorderig eied’ din Evne,
Eied’ din Ild og Forstand;
Men, hvo var stor, og som Du dog den jevne,
Elskelig-livskloge Mand;
Lysalf og Cherub og knusende Kæmpe,
Viismand og Barn paa engang!
Hvo har som Du kunnet Sorgerne dæmpe,
Herlige Skjald, med din Sang!