Jeg elsker Alt, hvad muntert, stort og smukt
Og godt og herligt her i Verden findes:
For Nutids Værd er ei mit Øie lukt,
Skjøndt Hedenold jeg dybt bevæget mindes;
Dog, naar jeg i en Modens Cirkel staaer,
Og føler mig en Svag iblandt de Svage;
Da tykkes halvt mig Livet Krebsgang gaaer,
Og, af den vilde Helt i Ungdoms Vaar,
En nervesvækket Blodling kun tilbage;
Da tyer min Tanke hen til Kraftens Old,
Hvor Saga sidder blandt de store Døde,
I Mindets høitidsfulde Aftenrøde,
Og rister gyldne Runer paa sit Skjold;
Da blader fro jeg i de gamle Skrifter,
Som Sneen funklende ved Stjerneskin,
Og Nordens friske Sundhed atter vifter,
Med sine Vinger, Blodet i min Kind;
Da følger jeg Kong Hadding til hans Seire,
Og gjæster Ro ved Kilderne i Leire;
Da løber jeg med Palnatoke tryg
Paa Skier ned ad Kullens Klipperyg;
Da bygger jeg, med Grave og med Borge,
Ved Sli en Vold med Thyra Dannebod;
Med Folket græder jeg for Eiegod,
Og lander kjækt med Thrygvesen i Norge.
Jeg elsker ei det grumme Barbari;
Men Aanderne, som ærligt sired’ deri:
Den stolte Helteflok i Tidens Mørke,
Som æsted Skjæbnen ud at prøve Styrke;
Den djærve Kraft, fuld af Begeistrings Ild,
Med Haanden knuged fast om Friheds Banner;
Saa ungdomsfrisk som Guldbrandsdalens Granner,
Som Ørnen dristig og som Fossen vild,
Og dog med stille Elskov i sit Øie;
Ret som, naar Freias Stjerne straaler mild,
I sorten Midnat, over Kæmpehøie.
Hvergang jeg gik som Barn ved Hjemmets Hav,
Da tyktes mig, det sang om hine Dage;
Hver Skov, hver Eng hver lynggro’t Oltidsgrav
Fortalte mig saa underfuld en Sage;
Og sælsomt rørte det sig i min Sjæl
Ved Arnens Lue, mens bag frosne Rude
Jeg hørte Stormen vild i Luren tude,
I Vintertidens lange, mørke Kvæl.
Dog greb jeg ikke i de stemte Strænge:
Af Versemagere er fleer’ end nok!
Saa tænkte jeg, lod Harpen ubrugt hænge,
Og spottede den store Riimnsmedflok.
Men Oehlenschläger mig sit Guldhorn rakte,
Til Randen skummende af Valhals Mjød;
Og med hver Draabe, kvægende og sød,
Den Herlige min Sjæl til Drømmen vakte:
AL ogsaa jeg blev til en Sangfugl født!
Og denne Drøm har Frygtens Hydra fældet;
Nu Flammen blusser, som en Baun paa Fjeldet,
Mod Stjernesolene i Fortids Nat!
Dybt fra mit Indre strømmer Tonevældet,
Som Noars Kilde gjennem Leires Krat!
Vidt seer jeg Poesiens Hav sig strække:
Mod Himlen grændser fjernt dets blanke Speil.
Mod Oltidskyster gaaer min Digtersnekke;
Et herligt Hjerterum er paa dens Dække,
Frisk kuler Nordenvinden i dens Seil.
Saa kom da Hver, som har mig Lyst at følge,
Mod Zembla’s Stjerne, paa den vilde Bølge,
Enhver, hvis Hjerte varmt og aabent flaar,
Med barnligt Eenfold og med Aandens Adel!
Kom ogsaa Du, som streng og critisk staaer,
Du standser ei min Snekke med din Dadel!
Som Hyllen dufter, som den klare Aa
Maa fra sin Kilde ned i Dalen flyde;
Som Lærken synger i det høie Blaa,
Saa synger henrykt jeg, fordi jeg maa!
Naturens Alvorslov jeg kan ei bryde!
Mig vinker Saga til det svundne Old!
Og dermed Ankret lettet: — Gud i Vold!