Valkyrier i vilden Sky,
Med Skjoldeklang og Sværdegny,
Hensused’ over Norden;
Til Galgen længst var Hagbart slæbt;
I Mordkjær Konning Siger dræbt,
Og Alf til Aske vorden.
Fra Svea, over Kjølens Vold,
Foer Gunner frem med Mord og Vold,
Saa ond som Markens Tidsel;
Men Borkord Danske Sværdet tog,
Og Danmarks frække Voldsmand jog
Til Nastrons Tændergnidsel.
Hvad nys Kong Alf behersked’ heelt
Var nu i usle Stumper deelt:
I Sjølund raaded’ Hunding;
Paa Hane Jarl traf Fyns Valg,
Og Hather Jyland fik som Salg,
Fra Nord til Eid’rens Munding.
Men i sin Hal ved Isefjord
Sad gamle Borkord, gjæv og stor.
Med Kæmpesværd ved Bælte:
Som Dovres Sneestred var hans Lok,
Med Skrammer som en Huggeblok
Han kneiste, størst blandt Helte.
Hvor Pile fog’ som Flyvesand,
Der var han som en Fisk i Vand.
Steenkløver hedde Sværdet;
De fulgtes ad som Ven med Ven;
Mod Dødens Land det pegte hen,
I Fjendeblodet hærdet.
Dengang han svenske Gunner slog,
Til Hustru han hans Frille tog:
Kong Regnolds Datter Drothe.
Opfødt fra spæd blandt Kamp og Gru,
Med blegen Kind og kjærlig Hu,
Hun Banen med ham traadte.
Men, ak! hun eied’ Sønner to,
Som røved’ Moderhjertets Ro,
Og smelted det i Taare:
Den første, født ved Gunners Vold,
Foer grumt omkring, med Sværd og Skjold;
Den anden var en Daare!
Hver Mand, som Ægteparret saae,
Den Gubbe, med de Lokker graae
Og kjække Ynglingsblikke;
Den Viv, med Mildhedsøiet blaat:
Han tænkte sig i Valhals Slot,
Hos Odin og hos Frigge.