Een krydser krapt mod Vinden,
een stryger i eet Stræk;
den vilde Fugl maa sikre Hænder tvinge,
den bruser i en Vending
og vadsker Sejl og Dæk,
mens Solen straaler i den blanke Bringe —
saa stryger over Havet de hvide Fugles Træk,
til træt i Havn hver glider paa sin Vinge.
Og er den snevre Kockpit
al hans Kommandoplads —
en Yachtmand er en Sømand for Vorherre.
med Grejerne i Orden,
med Søkort og Kompas,
og giver Blæsten sig til vredt at snærre
og pibe lystigt i Diskant og brumme dybt i Bas — —
han kendte altid Vejrlig, der var værre.
Saa byder han mod Bølgen
den fine, glatte Bov
og luver op i Vinden med sin Skude
og rejser sig og stryger bort
som Fuglen med sit Rov — —
men blinker Solen mildt i Søens Rude,
da lænser han saa mageligt langs Kystens grønne Skov,
mens Jollen tøfler efter agterude.
Og har han hende med sig
som Styrmand ombord,
solbrunet i den hvide Sommerkjole —
hun lærer ham blandt andre Ting,
han ellers helt forsvor,
man ikke paa Kompasset mer kan stole:
hun sætter Kurs paa Kullen — man maa tro mig paa mit Ord —
og runder stolt Landskrona Havnemole.
Der er saa meget dejligt,
hvorpaa hun giver Agt:
de hvide Maager sejler under Himlen,
hun læner over Hækken
sin slanke Pigekrop
og lytter til en Klokkebøjes Bimlen,
saa vender hun sit Ansigt mod Rummets Solvæld op
og lukker sine Øjne til i Svimlen.
Men frisker det, saa stemmer hun
mod Ruffet haardt sin Fod
og haler, aa, saa stærkt, i Skødetampen —
ak, det er gerne Fingrene,
der kommer i Bekneb,
naar Tovet skal beknibes over Klampen,
og, Gud, hvor de dog smerter af det riflede Reb — —
de Hænder passer daarligt til Hampen.
— — — — — —
Nej, stundom bør han lægge
paa Roret selv sin Haand —
kan hænde over den, der stygt maa værke;
for det er godt at lære
en lille vilter Aand,
der lader haant om Vager og om Mærke,
at — hvordan det i Land har fat — her maa han give Kurs,
paa Søen er en Sømand dog den stærke.
Har Fuglen bjærget Vingerne
og lagt sig trygt til Ro
og sænket i en lille Havn sit Anker,
og er han tavs, fordi han har
for meget at betro,
gaar de og lytter til hinandens Tanker — —
naar Vind og Bølge tier, kan det hænde saadan to,
at de kan høre Hjerterne, der banker.