Hvor Strandens Linje buer,
og Gilbjærg-Brinken brat
nedstyrter mod det grønne Kattegat,
dér mister Øjet Fæste
for Manden ved sit Rat —
dér glipper Sundet, der tar Havet fat!
Ja, der har Sundet bredet
mod Verden ud sin Favn:
Kom Sejlere, kom skumbevinget Stavn — —
De brused frem i Flokke
til Ufred og til Gavn —
da vaagned Helsingør og København!
Og stundom kom en Sejler
med bange Sjæl ombord,
med En, der bort i svunden Ungdom for —
men da han saa den grønne Kyst
og Vejens hvide Spor,
han hvisked: Danmark! — som et Elskovsord — —