Juel, Axel Niels Christian, f. 1883, Forfatter. F. 12. Febr. 1883 i Kbh. (Stefans). Forældre: Kaptajn, cand. jur. Hakon Valdemar Juel (1838–1907) og Nathalia Sophie Christensen (1849–1935). Gift 18. Dec. 1925 i Ledøje med cand. phil. Anna Louise Rigmor Blume, f. 3. Marts 1894 paa Frbg., D. af Oberstløjtnant Niels Olaus Carl Mynster B. (1852–1933) og Thomine Petra Christensen (f. 1863)
Juel blev Student 1901 fra Lyceum, cand. phil. 1902; studerede Sprog, Latin og Fransk, senere tillige Jura, indtil han 1905 fik Ansættelse som Assistent i Marineministeriet. Her udnævntes han til Fuldmægtig 1916, Ekspeditionssekretær 1919, fung. Kontorchef 1920 og fik 1923 kgl. Udnævnelse som Kontorchef, Chef for Sekretariatet. Han debuterede som Forfatter 1909 med Digtsamlingen »De første Blomster«; derefter fulgte »Frimodige Sange« (1913), »Vandringsmanden synger« (1915), »Himmel og Hav, Marinedigte« (1916), »Ved Kærlighedens Korsvej« (1917) og 1918 et Udvalg af de nævnte Samlinger under Titlen »I Lykkens Timer«, senere fulgte »Sange om Dannebrog« (1919), »Bogen om Grete, Kærlighedsdigte« (1920, ny Udg. 1930), »De kongelige Hjerter« (1921), »Rosa, En Skæbne« (1923), »Langs Vejene« (1924), »Glædens Hemmelighed« (1929), »Glæden, Sorgen og Lykken, Digte fra 25 Aar i Udvalg« (1934), Skuespillet »Knud Lavard« (1932, opført samme Aar paa Odense Teater, antaget til Opførelse paa Det kgl. Teater), Oversættelser af Ovids Elskovsdigte (1932) og Horats’ Oder (1933) og endelig Digtsamlingen »Lykkeskillinger« (1936). — Juel har forfattet Kantater til forskellige Højtideligheder, bl. a. 50 Aarsdagen for Søtræfningen ved Helgoland (1914), 300 Aarsdagen for Holmens Kirkes Indvielse (1919), 700 Aarsdagen for Dannebrog (1919), Genforeningshøjtideligheden paa Dybbøl Banke (1920), Studenterforeningens 100 Aars-Dag (1920), Mindefesten i Roskilde Domkirke i 800-Aaret for Absalons Fødsel (1928), og til Det nordiske Sangerstævne (1929) Korværket »Sangen i Norden«. Blandt de mest kendte af hans Digte er Studentersangen »Vær hilset, Kammerater« (1922) og de nationale Sange »Flaget« (1915) og »Vi elsker vort blomstrende Fædreland« (1929). — Da Juel 1934 udgav den ovenn. Antologi af sin Produktion gennem 25 Aar, gav han den Titel efter et Digt i hans første Samling, et Digt, som ikke blot er blevet et af hans populæreste, men som med fuldkommen Sikkerhed giver et i hans senere Produktion egentlig uovergaaet Eksempel paa det, der blev hans kunstneriske og menneskelige Kendemærke: Evnen til at give et personligt følt, personligt tilegnet Indhold en klassisk og almengyldig Form. Det var det lille Digt paa kun tre Strofer »Glæden, Sorgen og Lykken«, som med en frapperende Simpelhed, men tillige med Dybde gav Essensen af den Livsfølelse, der er de lyriske Digteres Filosofi. Det lille reflekterende og dog saa umiddelbart virkende Digt viste, at det allerede i hans Ungdom var det menneskelige Livs Fællesvilkaar, der fortrinsvis beskæftigede hans Aand og hans Hjerte. Han skrev ganske vist i sine første Bøger Kærlighedsdigte, der var uden nogen som helst almene Pretentioner, men allerede i »Vandringsmanden synger« havde han fundet sit specielle Omraade; han kunde i Strofer, der havde bevaret Følelsens Spontanitet, give Refleksioner over Menneskelivet, saa at Versene fik en Karakter af vidtrækkende og almentgyldige Formler. Sammensmeltningen af det intime og det almene var i de mest vellykkede Digte fuldkommen, Formen var saa følsom, men tillige saa klar og saa sammentrængt, at man tør spaa adskillige af disse Digte et varigt Liv. Han har kaldt sine bedste, sin fyldigste Samling, »Glædens Hemmelighed«; han kunde ikke have fundet en bedre Titel paa denne Bog, der gav hans indre Tilværelses Essens. Denne »Hemmelighed« var noget meget simpelt, men ogsaa noget uforklarligt. Den næsten usanselige Glæde, han digtede om, gav hans Sind Tryghed, dets særegne Ligevægt — den var selve den Atmosfære af immateriel Lykke, hvori hans Sjæl drog sit Vejr. Denne uhaandgribelige Glæde, saa lidet i Slægt med de Glæder, som Flertallet af Menneskene jager efter, havde i sig noget intimt religiøst. I Naturen, i Ensomheden og Stilheden har hans Væsen udvidet sig, har han mærket sit flygtige og svage Menneskejeg gaa under til Fordel for noget mægtigere, der er usynligt for Væsner i Kød og Blod. — Juels Poesi forstaar ogsaa at gengive Tingene sikkert, med faa, levendegørende Træk. »Den gamle Romdunk« (i »Glædens Hemmelighed«) viser alle hans Evner: den fine, næsten sarte deskriptive Sans, Munterheden og Vemodet tæt forenet, Talentet til at fortælle en Historie paa en halvt afdækkende og halvt tilslørende og altid anelsevækkende Vis. Gennem hele hans Produktion kan man følge Instinktets og Tankens Samarbejde: det har altid været ham magtpaaliggende at bevare Førsteindtrykkets Friskhed og Inderlighed, men lige saa vigtigt har det været ham at arbejde Udtrykket frem til den fuldest mulige Klarhed, og paa dette Samarbejde beror hans Kunsts Stemning og Soliditet. — R. 1919. DM. 1931.
Chr. Rimestad in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. XII, pp. 90–92.