Der er ingenting, der maner,
som et Flag, der gaar til Top,
mens det drager vore Hjerter
og vort Sind mod Himlen op —
og det vajer under Saling
som en flammende Befaling,
aa men ogsaa som en Hvisken
om det største, som vi ved:
Ikke Din og ikke min
men hele Folkets Evighed!
Det har vajet for de Slægter,
hvorved vi og vort blev til,
over Fredens milde Toner,
over Kampens vilde Spil.
Det var forrest, naar de sejred,
det var med dem, naar de fejred,
langt fra Hjemmet, Hjemmets Fester
det var Raabet, naar de stred,
og det sidste Suk i Bølgen,
naar det stolte Skib gik ned — —
Derfor blotter vi vort Hoved,
hver Gang Flaget gaar til Top,
mens det drager vore Hjerter
og vort Sind mod Himlen op.
Det er vore Drømmes Tolk,
det er baade Land og Folk — —
Lad Dit hvide Kors forkynde
for hver fremmed Havn og Red
— omend hele Verden strides —
jeg er Danmark, jeg er Fred!