Vi løfter op vor Baad
og sætter den i Havet —
urgammel er den Daad.
Engang var det en sælsom Ark
med skarpe Stene savet,
dens Bord var bøjet Bark.
Vort Fartøj har vi kær,
dets fine, blanke Sider
med Spant af sarte Spær,
og i det slanke, lette Hvælv
vi over Havet glider
som eet med Baaden selv.
Javel, vort Togt er kort,
ej Vikingfærd, der truer,
men Blikket bæres bort — —
i Solen hvide Sejl vi se,
hvor Bølgetæppet buer,
som Tinder, klædt i Sne.
Vi kender Danmarks Kyst —
dér aander Bøgeskove
i Brisen som et Bryst —
fra Gryet gyder Guld mod Strand
til alle Farver sove —
vort milde Fædreland!
I Kæmpehøj og Muld
Din Stortid er begravet,
en Skat af Minders Guld.
Men Fortids Magt og Mod og Mand
er blevet til paa Havet,
vort halve Fædreland!
Der blev vor Lykke til,
vor Styrke og vor Glæde
i sunde Nervers Spil.
Saa fej da, Blæst, hver dunkel Sky,
lad Sol og salten Væde
os give Magt paany!