Naar jeg løfter Festens Bæger,
mens jeg Glæden om mig ser,
og naar Undret i de glade Hjerter sker,
maa jeg ane, naar jeg smiler,
men jeg ved det, naar jeg ler:
i mit Hjerte skal jeg aldrig glædes mer.
Jeg har følt saa mild en Lykke
ved at knæle for Dit Skød —
aa, en Lykke saa berusende og sød — —
men en Aften var det Smerte,
vidste Du, hvad det betød — —?
Det var Lykken, lille Pige, der var død.
Den blev kvalt af haarde Hænder,
pint ihjel af Løgn og Svig,
og den døde uden Klageraab og Skrig.
Der blev trist, hvor før var muntert
— hvem kan feste hos et Lig —
jeg blev fattig, thi kun Lykke gør mig rig.
Jeg skal aldrig eje Lykken
som en evig Guddomsmagt
— ved min Vugge er det en Gang blevet sagt
men i Haabets Skumringstime
har jeg Hjertets Offer bragt
og forgæves efter Solnedgangen rakt.