Du som har følt en Modgangsdag,
naar lidet Du paa Lykken tror,
et pludseligt og dybt Behag
i Mindet om en Digters Ord —
de var som Solstrejf, hvor Du gik,
de var som Blomster paa Dit Bord.
Thi fulgte Du en Digtersjæl
opladt og gerne paa dens Vej,
da kommer den en Trængselstund
saa tyst igen og hjælper Dig —:
„Jeg giver Dig den Trøst, jeg fandt,
til Tak, fordi Du troede mig —”.
Maaske er det en Sætning kun,
han gemte al sin Visdom i,
maaske et festligt Billedtog,
der drager Dig i Glans forbi,
maaske det er en dæmpet Graad,
maaske en munter Melodi.
Dèr, hvor han rørte ved Din Sjæl,
en klar og evig Kilde brast —
saa mange kvæges ved dens Væld
den korte Stund, de holder Rast,
men lær at lytte til dens Klang
igennem Dagens Larm og Hast.
Thi Sjælens fine Lykkespind,
det værner bedst mod Sorg og Savn —
og derfor skal Du lukke ind
de Ord, der gør Dit Væsen Gavn.
Aa, lad mig leve i Dit Sind,
naar Du har glemt min Bog, mit Navn!