Du var min Ungdoms Lykke
og Du var min Straf —
Du lille, fine Mørkebarn,
jeg en Gang traf.
Med Skumring i Dit Øje
og med Nat i Bryst
kom Du en Aftenstund til mig
og søgte Trøst.
Du søgte Trøst, men vidste knapt
hos hvem — for hvad —
Din Sjæl var syg af Mistro, Tvivl
og Sorg og Had.
Du var mig fjern, som kom Du
fra et fremmed Land —
og aldrig fik Du ganske kær
den hvide Mand.
Men Du var som et lille Dyr
saa skøn og sky —
mit Hjerte skjalv af Lykke, da
Du søgte Ly.
Jeg saa, Du var et Skæbnebarn,
vemodigt fin —
og vidste, Du fra denne Nat
var evigt min.
Og aldrig var jeg angst for nogen
Rædsels Stund
som for det lille Drag af Smerte
om Din Mund.
Og aldrig har jeg kendt en Lykke,
dyb som den
at se Dit yndigt bange Smil,
der sitred hen.
Men altid kaldte noget fra
Din Skæbnes Land —
og aldrig fik Du ganske kær
den hvide Mand.
Dog, hvad der sker, forbliver Du
for altid min —
Du gav min Sjæl saa mørk en Sorg,
vemodigt fin.
I den er Du som altid før
mit Hjerte nær —
Du bange Haab, jeg havde helt
og haabløst kær.