Jeg øjnede et dæmpet Lys
bag gulligt Trækgardin —
og fandt en Kro, der halvt i Sne
saa ud som en Ruin.
Det føg med Sne, saa hvid som Damp
— som Natten var i Kog — —
der sad en gammel Spillemand
i Ovnens lune Krog.
Der sad en gammel Spillemand
ved Ovnen i en Stol
og ret som En, der mindes,
han gned paa sin Fiol.
Og Minder kom, og Minder gik
saa sagteligt dertil —
da steg den fulde Tone,
da skjalv det spæde Spil.
Det var en lille Vise,
saa helt en Kvindes Sind —
den havde en Gang nynnet sig
dybt i mit Hjerte ind.
Hun var saa fin og spinkel —
min Gud, det var den Gang,
da Glæden var som Blomsterduft,
min Sjæl som Fuglesang — —
Saa ti! Du gamle Gøgler,
med det, Du spiller der!
De Toner er som Knive,
der i mit Hjerte skær.
Du graa og gamle Gøgler,
hvad er mon hændt Dig, Du —
hvad glæded Dig saa dybt, at det
kan smerte Dig endnu —?
Fik vi den samme Smerte,
fik vi den samme Trang —
og Du til Trøst Din Fedel,
og jeg til Trøst min Sang — —
Hvad hjælper mig min Vise,
naar Mindet er mig nær —
da maa jeg vandre — ud — blot ud —
selv i det Herrens Vejr.
Ak, aldrig var saa tung min Gang
paa nogen natlig Vej — —
jeg ejer, Barn, Din Melodi —
men jeg har ikke Dig — —
Du graa og gamle Gøgler,
vi fik saa tung en Gang!
Tak Herren for Din Fedel —
jeg takker for min Sang!