Søen er mat som et døende Blik
og taaget som Em over Staal —
der syder et Sus gennem Sivene hen
med Lyd som et brændende Baal.
Her dufter af Død — for Somren er træt
og længes mod Hvile og Fred —
fjernt brister en Sang fra en Basklarinet
og lyder dog lige herved —
Hvor alt er forandret fra sidste Gang,
jeg gik dette Sted forbi —
da vældede Latter og Sommer og Sang
derovre fra Breddens Sti.
Jeg kyssed en Haand og hvisked et Navn,
hun saa bare paa mig til Svar;
men saa med det dybe og sortnende Blik,
hun ene i Verden har.
Alt heftigt og stort, der er hændt i vort Liv,
skal vige en Gang for det smaa —
af alt, hvad hun gav mig, jeg mindes nu mest
blot det, at hun mod mig saa.
Jeg træder til Side, jeg ser noget hvidt
— hvem gaar ad den natlige Sti —
der kommer to unge — med dvælende Skridt
gaar de mig tavse forbi.
De standser — nu kyssede han hendes Mund,
hun kyssede hans til Svar.
Ak, Lykken ved ikke, hvor ond den er
mod den, der slet ingen har.