Her jeg ventede Dig, Du,
i den søde Sommer;
naar jeg venter paa Dig nu,
ingen, ingen kommer — —
Blomstersne fra Æblegren
daled i min Have,
og saa rakte hver Syren
frem sin Blomstergave — —
Naar Du kom og glad Din Haand
ud imod mig rakte,
selve Somrens lyse Aand
i min Sjæl Du vakte.
Ene den, der elsker Dig,
ganske kan forstaa det:
ingenting var skønt for mig,
naar Du ikke saa det.
Hvad Dit Øje hviled paa,
blev for mig en Lykke —
alt det, som Du ikke saa,
misted Glædens Smykke — —
Lykken kom jeg ikke til,
øde endte Sporet;
stundom — skønt jeg ikke vil —
græder jeg ved Ordet.
Lille Vise, Hjertens Ven
taareren Du tindrer;
nyn og græd og nyn igen
Du min Smerte lindrer.
Lille Vise, Hjertens Ven
nyn om falmet Sommer,
mens jeg venter her igen —
skønt hun aldrig kommer — —