Der strømmed mod mig dybt af Dit Væsen
en salig Duft —
som Rosenaande fra skjulte Kalke
i Nattens Luft —
man ser ej, ved ej, men sanser kun
over al Fornuft — —
Der lyste mod mig fra Dine Øjne
et Skær saa brat —
det var, som brød for en Mand, der vandrer
i Mulm og Nat,
en Rudes Lys gennem Rummets Mørke
bag Skov og Krat.
Han føler, medens han standser under
de sorte Træer,
som leved noget for ham derinde
i Lysets Skær,
som var et Hjerte hans eget Hjerte
i Længsel nær.
Da strider han mod sig selv og Synet,
hans Længsel saa — —
men før han ved det, han kender sig
for den Dør at staa
og samle om sig sin Vandrerkappe
og banke paa.
Du vredes ikke, thi naar jeg kom
var det Dig, jeg lød,
Din hvide Varme, Din dulgte Attraa
min Længsel bød —
jeg lyder kun, naar jeg knæler ned
for Dit skønne Skød.
Lad mine Kærtegn omfavne Dig
som et festligt Skrud,
og lad mig kysse saa blidt som Mulmet
Din hvide Hud —
og segne dybt i Dit Væsens Mørke
og slettes ud — —