Din Midie varsomt buet mod Lænden linjeren,
en Vase fra det evige Athen!
Jeg takker Gud for Glæden, imens jeg paa Dig ser,
Du Kvinde skabt af Længsel og af Ler — —
Af Leret og af Længslen blev alt i Verden til,
— vi maa, vi maa, og tror kun, at vi vil —
og skaber vi i Elskov, mens vi det næppe ved,
det er vor Længsels Bøn om Evighed!
Dèr standser stum vor Smerte, der tørrer hed vor Graad;
forgængelig er al vor Længsels Daad — —
selv skal vi en Gang skørne som skrøbelige Kar
og minde kun om Skønheden, som var.
Du er saa ung, Du er saa ung, og kan vel ej forstaa,
at disse tunge Ting jeg tænker paa:
men Sorg og bange Glæde skal altid følges ad
for den, hvis Sjæl vil være mer end glad!
Hver Gang jeg ser Dit unge Bryst, da glædes jeg, som naar
jeg ser de første, sarte Tegn paa Vaar —
men kysser jeg Din stærke Mund, og favner jeg Dit Skød,
da aabner Somren al sin dybe Glød!
Jeg takker Gud for Glæden, imens jeg paa Dig ser,
Du Kvinde skabt af Længsel og af Ler —
jeg glemmer al min Viden og knæler ung og stærk,
jeg ejer Dig, et evigt Guddomsværk!