Straalende Templer, rejst af Marmorstene,
viede Verden til Pallas Athene,
medens den inderst — nu det aabenbares —
dyrkede Ares.
Dyrt for sin Troløshed den maatte bøde,
fjern og ufølsom lod hun Slægten bløde —
hun som alene Daarskab kan beskæmme,
Vildskaben tæmme.
Først naar Gudinden strækker ud sin Lanse,
da vil den vilde Ares’ Rasen standse,
blodig han løfter vaabenløse Hænder:
Se, jeg erkender!
Da vil hun vandre, vemodsfuld, alene,
hele det brudte, signe Vaarens Grene,
hun, som vi tjene — mægtige og rene
Pallas Athene!
Indtil Du kommer, vil vi os berede,
at vi kan følge Dig, naar Du vil frede,
medens vor Tak, fordi vor Fred beskærmes,
sendes med Hermes.
Skønne Gudinde, vær hos os tilstede,
Dig vil vi vie vor Munterhed og Glæde,
skyende dem, der ofrer kun ved Hermen
Bavlet og Bærmen!