Den vege Vismand forsager Livet,
fra Løgn og Dumhed han ensom gaar
og skaber af, hvad hans Aand blev givet,
en Sjælens Verden, som evigt staar.
Han hersker helt i sit fjerne Rige,
han glædes trygt ved sin Skaberdaad,
thi kun for Pøbel han maatte vige —
hans Sjæl er Lykke, hans Sind er Graad.
Men ve den Vismand, hvem Guders Naade
har viet ind til at holde Dom,
og som vil Verden med Retfærd baade
ej ved at skabe, men skabe om!
Ja, ve den Stærke, hvis Sjæl er Flammer:
hans Elskov dræber, hans Sorg er Had,
hans Ømhed saarer, hans Kærtegn rammer
som Svøbeslag — han er aldrig glad.
Vel pryder Laurer hans Martyrkrone,
men Blodet blænder hans hvasse Blik,
og ensom sidder han paa sin Trone,
og Spot blev ofte den Løn, han fik.
Dit Liv blev Kamp og Dit Væsen Smerte,
og naar Du rejste Dig vred og vild,
da skærmed Fejghed sit bange Hjerte:
Dit Sværd var Sandhed, Din Aand var Ild!