Helvedkaar, Vanvidsaar
over Jordens Lande fyger —
som naar grumme Hagelbyger
mod en Blomsterhave slaar.
Hvem er Kain, og hvem er Abel,
der, hvor alt er Kamp og Had,
som lig Babel
skiller Folkestammer ad — —
Blod og Slam — Nød og Skam
skiller Hjem og Mand fra Kvinde —
han var intet uden hende,
hun er intet uden ham.
Hele Verdens hvide Drømme
er som Sejl, der stod til Havs,
hvem kan dømme —?
Det er Tid at være tavs!
Men i Nord endnu bor
trende Folk for Kamp bevaret;
de har spurgt hinanden — Svaret
var den samme Viljes Ord!
Det er skønt, naar Hjerter mødes,
og naar Sjæl kan Sjæl forstaa,
thi da fødes
det, som Fremtid hviler paa.
Tag vor Haand! Blodets Baand,
der os evigt sammen knytter,
drages fast, imens vi lytter
med samdrægtigt Sind og Aand;
mens der sondres og forødes
i en Verden fuld af Graad,
vil vi mødes
i vort Venskab og vor Daad!