Først græder Sorgen, og Glæden lér,
mens Hjertet lytter, og Tanken ser
og følger undrende, hvad der sker.
I Graad og Latter vort Sinds April —
men siden tegnes en Sjæls Profil — —
vis mig Dit Hjerte — vis mig Dit Smil.
Hos En et Solstrejf, fra Glæden ledt,
hos En et Skjul over Smerten bredt,
hos En slet intet, til alt beredt.
Kun den, der kender til Bunds Besked,
og elsker, skønt han i Elskov led,
kun han kan smile: „Jeg ved — jeg ved —”
Kun han kan give sit Hjerte hen
og møde Livet med Smil igen:
„Se, hvad jeg elsked, jeg elsker end!”
Hvor Sorg og Glæde om Magten stred,
der steg den lutrede Munterhed,
der hvisker Smilet: „Jeg ved — jeg ved —”