Højt over Døgnets Veksellys og Færden,
Dunster og Dis,
hviler en hvid og dødsens-ensom Verden,
— Solbrand og Is —!
Stordaaden spirer i de lune Dale,
lever i Længsel mod det Maal, den vil,
men for Dødens Aasyn
bliver den til.
Vældigt at ville, intet at forsømme,
er ikke nok,
Maalet at øjne, Drømmene at drømme,
heller ej nok.
Først naar en Vilje lutres i et Hjerte,
glødes og hærdes i dets Fryd og Graad,
fødes gennem Smerte
Stormandens Daad.
For Dig Naturen aabnede sit Indre,
— Kulde og Ild —:
„Du er som jeg — jeg tager ej mod mindre —
mægtig og mild!
Død gir min Løndom, om jeg ej kan mærke
Elskerens Øjne favnende mit Land,
Grebet af den stærke
Menneske-Mand!”
Fredshelt og Høvding, stolte vi Dig hylder,
Blod af vort Blod;
Varde for Menneskenes travle Mylder,
Maal for vort Mod!
Selv har vi mødt Din Aand i Ødemarken,
Frænde, Dit Sind, Din Vilje vi forstod —
Danmark har sit Tæppe
bredt for Din Fod!