En høstlig Kvæld efter Grøde-Regn,
jeg gaar langs fattige, døde Hegn,
gaar milevidt i en øde Egn.
Nu tætter Mørket sig mer og mer
og trætter Øjet, der ser og ser —
da tændes Stjernerne fler og fler — —
Da føler jeg, hvordan Sorgen gror,
indtil den brister i dybe Ord
til En, paa hvem man af Naade tror,
at al vor Længsel, det var en Røn,
hvert bange Haab, som vi bar i Løn,
en Stjerne — skjult — men saa skær og skøn.
Du Længsels-Pilgrim, der Freden vandt,
det var Din Ungdom, der Vejen fandt,
fra den den reneste Kilde randt.
Men Kilden kommer fra Mulmets Favn,
som Længslen pibler af Sorg og Savn
og rinder ud i et evigt Navn.
Da Du var Gyset i Rædsel nær,
da fik Du Lyset for altid kær —
selv: Muld og Mørke og Stjerneskær.