Foran Scenen
Profiler blandt Publikum
Profiler blandt Publikum
Jeg er Hverdagens Barn, se jeg kommer til Dig —
tag mig op i Dit Lys fra den graanende Vej,
lad mig leve saa trygt, som da Livet var Leg.
Jeg var Glæden, aa kom, gaa mig ikke forbi —
jeg blev spundet i Hverdag og bastet deri,
jeg har glemt, jeg er Glæden — befri mig — befri!
Og lad mig faa bekræftet, hvad inderst jeg véd,
kast en Visdommens Kaabe om Sorgen, jeg led,
giv mig Skønhedens milde Miskundelighed!
Jeg er bange for Livet og fattig og gold,
og jeg gav mig ej noget i Verden i Vold —
men hos Dig er jeg med og dog helt i Behold.
Jeg er flygtet fra Livets hensugende Strøm —
og her sidder jeg trygt og blir ædel og øm,
helt i Virkelighed — og dog halvt som i Drøm.
Hvad jeg længes at gøre og dog ikke gør
for det ringe og smaa, som jeg magter og bør,
vil jeg sidde og tro, at jeg evner og tør — —
Jeg er kommen til Dig med en hemmelig Trang,
jeg er tonløs og længes dog kun efter Sang,
jeg vil tone hos Dig, som jeg drømte engang — —
Jeg er Nidskhed og Smaalighed, Had og Foragt,
giv mig Stof til at være mig selv, giv mig Magt
i min Trang til Kritik, haard og uimodsagt.
Jeg er slet ingenting, hverken ond eller from,
og jeg vil ikke dømmes og ej fælde Dom —
men jeg fulgte herhen med de andre, der kom.
Jeg er Borgernes Borger i værdig Person,
jeg er Storkøbmand, Konsul og Kirkepatron —
jeg besøger Teatret som Institution.
Og jeg har ikke grædt og jeg har ikke lét,
i mit Liv er saa meget og slet intet sket,
jeg vil kun kunne sige: „Jo, det har jeg set!”
Hvor jeg keder mig, keder mig, alt hvad jeg vil
er at vugges en Time af Toner og Spil,
jeg er tom, jeg er død, jeg er slet ikke til — —
Saa sænker sig Tæppet — der er ikke mer!
Man spredes og skynder sig hjem — for det sner.
Højt i Aftenens Mulm staar en Stjerne og ler — —