Nu kræves mer end Kampens vilde Mod —
tør Verden rejse sig fra Drab og Blod
og møde En, der kun er mild og god — —
Og høre Fredens Røst: „Kom hid til mig,
Du onde Menneske fra Hadets Vej —
frygt ikke — saadan har jeg elsket Dig!”
I Kampens Larm et dæmpet Orgelspil —
en stille Stemme — mellem Raab, der vil —:
Det er Dit Hjerte, jeg har Budskab til!
Gaa ud, hvor Mørket skjuler Vej og Sti,
hvor Glæden gaar saa lys og fjern forbi,
og find et fattigt Herberg skjult deri.
Og tar Du en af disse mine Smaa
og løfter ham fra Mørke, Smuds og Straa,
da skal Du Glæden dobbelt dybt forstaa.
For alle dem, hvem intet godt er hændt,
som kun saa Lys paa andres Himmel tændt,
for dem blev jeg med Julens Budskab sendt.
Og hvad Du giver med min Aand i Pagt,
den Gave vil jeg give tifold Magt —
thi Julens Glæde er i Gaven lagt!
Og tørres Taaren af en falmet Kind
og viger Mørket for min Stjernes Skin,
da høres Glædens Røst: kom til mig ind!
Og viger Sulten for den gode Mad,
da kender Sjælen sig forundret glad
og aner, der er andet til end Had!
Og tættes Væggen for den onde Vind,
da stiger Varmen i det kolde Sind,
da høres Glædens Røst: kom til mig ind!
Saa sælsomt toner Julens Orgelspil
dybt i et Hjerte, der det onde vil —
fordi det ikke ved, at godt er til.
Ja, tar Du en af disse mine Smaa
og løfter ham fra Mørke, Smuds og Straa,
da skal Du Glæden dobbelt dybt forstaa!