I forborgen Skæmt
har jeg Gaven gemt,
Du maa lede længe, før du naar den:
aner Du mon hvad — —
baade flov og glad
tror Du inderst inde, at Du faar den.
Du skal lege, le,
blive tavs og se
Verden gennem Eventyrets Rude —
træt af Glans og Stads,
mæt af Juleknas
skal Du drømme fagert paa Din Pude.
Naar om mange Aar
Du til Verden naar
gennem Eventyrets skønne Have,
naar Du bliver stor,
vil den hele Jord
ikke veje op hin Julegave.
Da er Sjælens Krav:
hvad Din Sjæl mig gav,
det og intet andet vil jeg have,
hvis mit Hjerte tror
paa Dit Hjertes Ord,
faar jeg ingen bedre Julegave!
Hvert et Ord, hvert Blik,
som vi gav og fik,
godt og ondt, som var og er og bliver,
hele Aarets Sum
kommer tyst og stum —
det er den, vi i vort Haandtryk giver.