Intet gør mig svag
som Jert lave Tag.
Ak, I sidste, smaa og gamle Huse —,
hvor er Gadens Kær,
hvor er Vejens Trær,
hvor de frie Vinde festligt bruse?
Byen altfor nær,
er I fangne her,
vogtet af en skarp, elektrisk Lygte —
stundom føler jeg:
om det stod til mig, .
hjalp jeg Jer en Aften med at flygte.
Blir jeg — trods al Mén —
selv en gammel En,
fremmed i de nye Tiders Færden,
og naar ingen mer
til den Gamle ser —
da er jeg som I i denne Verden.
Tit jeg tænkte paa,
naar ved Nat jeg saa,
I var skønne som et dejligt Minde:
der er dybt i mig
fra en Fortids Vej,
noget skønt og gammelt sluttet inde —
Se de gamle to,
som nu gaar til Ro,
rejser sig fra Ovnens sidste Lue,
— skønt af trange Aar
bøjede de gaar —,
jættestore i den lille Stue.
Her er alting smaat,
stille, trygt og godt, —
ingenting at naa og lidt at miste.
Stol og Seng og Bord,
Sol og Regn og Jord —
ja, her kan de gamle Hjerter briste.