Nu klæder Sneen hvid den hele Egn,
den fylder Grøfter, skjuler Markers Hegn;
hvor ensomt-øde, kun den hvide Sne —
og to og tre blir mange Folk at se.
De sorte Stammer mærker Vej og Sti —
en Kane glider fjernt en Gaard forbi;
det er, som drages ad usynlig Snor
et Skyggebilled langs den hvide Jord.
Lad Frosten komme kun saa ond, den vil,
nu Blomstens Hjærteblad er dækket til;
de hvide Dun, der tyst fra Himlen kom,
har lagt sig skærmende og blidt derom.
Jeg føler — som en Lykke — mod min Arm
blot det, at Du er levende og varm;
og mens vi gennem Vinterlandet gaar,
jeg Livets simple, dybe Fryd forstaar.